Til generalforsamling hos Danske Ølentusiaster

af Kasper Mundt-Nielsen

Efter en rum tid, hvor landet har været underlagt strenge restriktioner og deciderede nedlukninger hos og blandt vores alles favorit-vandingshuller, kan vi nu få skænket øl til kl 24 og om lidt også uden at skulle have et mundbind i vejen. Som ved et slags forsyn for bedre tider, havde foreningen for danske ølentusiaster endelig fundet en mulighed for at afholde deres årlige generalforsamling på Dalum Landbrugsskole i Odense – som er noget af et tilløbsstykke, skal jeg hilse at sige.

Philip Hulgaard fra Åben var med igennem live ved DØE generalforsamlingen.

Generalforsamlingen er den højeste myndighed i den knap 8.000 mand store forening for ølglade danskere. Det er her, både stort og småt bliver debateret, diskuteret, men det er også her, at ølentusiaster fra hele landet mødes ved et stort socialt arrangement i Odense. Begivenheden, der varer det meste af dagen står altså ikke blot på budgetgennemgang, men også mad og øl i stride strømme.

Jeg var draget til Odense, ikke blot for at opleve det sociale sammenhold, men også for at gøre min stemme gældende. Jeg opstillede nemlig mit mandat til den ledige plads i landsbestyrelsen, der var opstået oven på et efterår, hvor foreningen oplevede uvejr, både på de interne linjer men også i den offentlige debat på blandt andet Facebook. 

Foreningen havde oplevet modstand blandt andet på grund af aflysning af generalforsamlingen, men i høj grad også på grund af ølvalgs-sagaen, som jeg også ytrede mig negativt om på Beerbloggers.dk: 

Landsbestyrelsen kunne berette om en dårlig stemning og personlige angreb på de sociale medier, og man kunne derfor frygte, at bølgerne ville gå højt til generalforsamlingen, men det var heldigvis ikke tilfældet.

En god dag starter med øl

Efter at have fremvist coronapas i døren lørdag formiddag, stod stod Flakhaven og Ugly Duck klar til en ølsmagning inden generalforsamlingen skulle sættes i gang kl. 12.00. Kolde fadøl og flaskede godter, fungerede som smøremiddel til de tørstige entusiaster og sikrede en god stemning, da Danske Ølentusiasters formand Klaus Rehkopff kaldte til samling i salen.

Ugly Duck havde blandt andet en helt frisktappet Cerasus med, der end ikke havde været en tur igennem etiketteringsmaskinen, så den var påført ved håndkraft aftenen før ølsmagningen. Den fadlagrede kirsebærsour får i øvrigt undertegnedes varmeste anbefaling.

Efter diverse formalia, såsom valg af referent og stemmetællere, var det tid til formandens beretning. Samtidig hørte man flasker proppe og dåser pifte, mens tilhørerne skænkede hjemmebragt øl, der gladeligt blev delt med sidemænd og -kvinder. Trods besked om faldende medlemstal, bønfald om god tone på de socialemedier og en udsigt til deprimerende budgetter, var der hverken dommedagsstemning at spore blandt bestyrelse eller foreningens medlemmer. De fleste var kommet for at få en god dag med ligestillede, men en række personer var også kommet for at give deres mening til kende, både i forhold til tidligere og aktuelle sager, men også om fremtiden. 

Det hørte vi blandt andet efter den tidligere formand, Hans Peter Jepsens fremlæggelse af Ølvalgsudvalgets evaluering om Ølvalg 2020. Udvalget anbefalede at man nedlagde planerne for kommende ølvalg, med begrundelsen, at der var opstået for stor negativitet i forbindelse med Ølvalget og omtale heraf, at det ville kræve en ekstraordinær indsats at vende stemningen til det positive. Udvalget anbefalede også, at både intern og ekstern kommunikation omkring fremtidige tiltag skulle forbedres, så lignende situationer kan undgås. 

Rapporteringen blev efterfulgt af en saglig debat blandt både medlemmer og bestyrelse, der blev vægtet for og imod. Der blev blandt andet talt om, at hele projektet havde lidt under corona, mangelfuld kommunikation, kritik af bryggeri, men der blev også talt om, at projektet har et uforløst potentiale, der potentielt kan skabe opmærksomhed på foreningen og afhjælpe et faldende medlemstal. Det kom på valg, om hvorvidt landsbestyrelsen havde mandat til at forsætte med et nyt ølvalg – med justeringer oven på sidste års erfaring og råd fra foreningens medlemmer – og der var en overvejende positiv tilslutning.

Der blev også vist et lille preview af en ny version af ale.dk og det syner til at blive en voldsom opgradering af hjemmesiden og foreningens udtryk. Nogle udtrykte bekymringer om udgifter hertil, men også her var feedback overvejende positiv – en tendens, der generelt gik igen under hele generalforsamlingen. 

Folk var begejstrede for igen at kunne dele deres glæde ved god øl og sociale sammenkomster. 

Bestyrelsen kunne også fremlægge en smule information om den kommende ølfestival, der finder sted i sidste weekend af efterårsferien – samme weekend som MBCC. En beslutningen, der har frustreret undertegnede, men det viser sig, at det rent faktisk var eneste reelle mulighed for at afholde festivalen i 2021 – og festivalen skal afholdes, da den er en vigtig post på budgettet, skulle det senere vise sig.

Men først kaffepause

Kaffe og kage, et benstræk og social mingling, er indbegrebet af foreningsliv, men når man er ølentusiast, kan man selvfølgelig ikke afholde en pause, uden at nyde en øl. 

Her dukkede René Hansen, brygmester hos Årets Bryggeri 2020, Det Lille Bryggeri op med en til lejligheden brygget øl. Til en kaffepause hører kage til, hvilket var kongstanken bag øllen, som er en pastry stout med blandt andet kokos og rom. Romkugle var arbejdsnavnet afslørede René Hansen, mens øllens fødenavn er Caribbean Candy Stout.

Fyldig, cremet og skøn pauseøl på intet mindre 10,4 % ABV

Efter pausen fik René Hansen overrakt prisen som Årets Bryggeri 2020. En fejring og overrækkelse, der som meget andet, har været umulig grundet corona. Brygmesteren gav os et indblik i hans karriere og virke som brygger og lod os vide, at der vil være en mindre fejring – efter de nu gældende coronaregler – på bryggeriet i weekenden uge 24.

Og så tilbage til det alvorlige – godkendelse af regnskab, indkomne forslag og budget. Der er faldende medlemstal, blandt andet fordi, der ikke har været aktiviteter i lokalforeningerne, i samme omfang som tidligere. Ganske naturligt, corona taget i betragtning. Samtidig viser både regnskab og budget, hvor vigtig Ølfestival er for Danske Ølentusiaster. Hvervning af nye medlemmer og en succesfuld festival er essentiel for en fremtidig sund forening.

Det er også en af årsagerne til, at jeg lod mig opstille til en post i bestyrelsen. Jeg tror på, at Danske Ølentusiaster stadig har sin berettigelse som ølforbruger- og interesseorganisation, men jeg tror også, at det vil være sundt med yngre øjne og hænder, for at ændre den negative tendens, der har været med hensyn til medlemstallet. Danske Ølentusiaster skal også være for de yngre generationer. De fortjener, at opleve det fremragende fællesskab, som jeg fik lov til at opleve på, hvad der var min første generalforsamling.

Da der ikke var nogen modkandidater blev jeg valgt ind til bestyrelsen, hvor jeg blandt andet vil arbejde for at sikre mere god øl på spisestederne.

Efter valghandlingerne, var det sidste punkt eventuelt og det lige i rette tid, for stemningen var løssluppen. Der var en summen, som kun kan opstå, når promiller og humør er på vej i vejret. Flere fik ordet, hvor der var plads til både seriøse indslag og indslag mere præget af humor. Det var enden på et godt og konstruktivt møde.

Og så lidt mad efterfulgt af en overraskelse

Buffet og fadøl blev afløst af holdet bag Danmarks Største Virtuelle Ølsmagning, der modtog Den Danske Ølpris 2020/2021 for deres arbejde for, fortsat at samle folk til ølsmagninger, dog i sikkerhed hjemme bag skærmen. Med til prisen hører 10.000 kroner, som modtager af prisen, Anders Mundelin pænt leverede tilbage til foreningens kasse, med beskeden om, at DØE nok kan bruge pengene bedre end Royal Unibrew.

Prisoverrækkelsen blev afløst af en Danske Ølentusiaster special edition af DSVØ, som til dagens anledning kunne omdøbes til Dalums Største Virkelige Ølsmagning. 

Forsætter under billedet

To gange Anders underholdte ved en DØE special af DSVØ.

Vi skulle igennem 7 øl til mini DSVØ, hvor Lottrups brygger og selvfølgelig Hr. Kissmeyer selv var med i studiet. De resterende fem, kom vi igennem til live, ganske som vi har oplevet det ved de tidligere arrangementer fra Royal Unibrew/Craft Makers Collective.

Så hvis det ikke var nok med alle de øl, der havde været på bordet siden kl 11, var der altså lige 7 mere, der skulle smages og da klokken rundede 21, var alle også ved at være godt mætte af oplevelser af øl. 

Skulle man tro i hvertfald. Ikke desto mindre forsatte festen på værtshuse i Odense og i mørke afkroge af Dalum Landbrugsskole. 

Højt Skum

You may also like

Efterlad en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

X