Påskebryggen lever stadig, men forårsbryggen har et længere liv

af Kasper Mundt-Nielsen

Påskebryg er et dansk fænomen, som måske ikke længere har samme opbakning som tidligere. Men tag ikke fejl, vi vil stadig gerne have vores påskebryg til frokosten – sæsonen er bare kort og et navneskifte til forårsbryg kunne være til gavn for hele værdikæden.

Påskebryggen har en lang historie, der kan spores helt tilbage til 1890’erne, hvor Thor i Randers bryggede en Salvatorøl, som er en stærk og mørk doppelbock. Historiebøgerne tilskriver samme ølstil som også værende forløberen for julebryggen. Det tyske bryggeri Paulaner har i snart 390 år brygget den undergærede doppelbock Salvator, og de var selvfølgelig ikke glade for de danske bryggerier tog øllen til sig, og slet ikke da de gav den samme navn. Men påskebryg skulle folket have og Carlsberg lancerede deres første påskebryg i 1905, udelukkende på fad, og i 1913 blev påskebryggen for første gang tappet på flaske. Som Salvator var den tung og rig på byg og alkohol, men navnet blev altså et andet.

Tilgangen til påskebryg har ændret sig over årene, men for de mest traditionelle påskebryg er det stadig en fællesnævner, at de er undergærede, fyldige, mørke og relativt stærke – ligesom julebryggen traditionelt set også er.

Fælles for påske- og julebryg er, at der nærmest ingen regler er. Du kan nærmest markedsføre hvad som helst som påske eller julebryg, men modsat julebryggen oplever man ved forårs- og påskebryg sjældent tilsætninger i form af krydderier og det gør dem lettere at anvende ved det moderne frokostbord.

De mest gængse øltyper blandt påske- og forårsbryg er stadig pilsnertyper og bock, men alevarianter fylder næsten lige så meget: Strong Ale, Brown Ale, Pale Ale og IPA især.

Se mine påskefavoritter fra 2021: De fem bedste danske påskebryg

Den grød af ølstile samt den meget korte sæson, som påsken er, skaber nogle udfordringer for bryggerierne. Jeg vurderer, uden at kunne finde konkrete beviser herfor, at flere øl de seneste år bliver markedsført som forårsbryg, for netop at ramme en bredere sæson, som foråret alt andet end lige er.

Det markerer måske starten på enden for navnet og begrebet påskebryg, men den sæsonbaserede bryg vil bestå. Julebryg, forårsbryg og andre sæsonbaserede øl skaber et naturligt flow blandt udvalget af øl i handlen, til glæde for bryggerier, udskænkningssteder og ikke mindst os forbrugere. Skål.

Test af påskebryg og forårsbryg

Anmeldelserne står i vilkårlig rækkefølge.

Indslev – Påske hvede

Wheat beer 6 % ABV

Gylden øl med en høj, hvid og cremet skumkrone. Den dufter af hvede, hvid peber og bygmalt. Øllet er fyldigt og læskende, med en udtalt frugtsødme, noter af hvide blomster og en mild krydret finish. En alsidig hvedeøl, der vil fungere godt til hvid fisk og dampet grønt.

★★★☆☆☆

Midtfyns Bryghus – Sunshine

Pale Ale 5,3 % ABV

Klar, gylden øl med en luftig skumkrone. Markant duft af søde slikabrikoser. Mediumfyldig øl med en frisk karbonering og masser af frugtsødme. Let bitter finish. Par den med skimmelost eller krydret asiatisk mad. 

★★★☆☆☆

Fur Påskebryg

English Strong Ale 7,7 % ABV

Øllen står flot i glasset med sin rene ravkulør og en offwhite skumkrone. Dufter af malt, karamel og  let citrus og krydderurter. Fyldig øl med blide bobler, der giver en god mundfølelse. Smagen af karamel, blommer og let citrus ender ud i en rund og lang, humlebitter finish. Server til fyldige kødretter – tænk på de traditionelle britiske pubretter.

★★★★☆☆

Braunstein – Påskebryg

Bock 5,6 % ABV

Gylden øl med et højt, hvidt skum. En duft af hø, korn, karamel og en snert af appelsinskal præger aromaen. Øllen er fyldig og karboneringen blid. Smagen er præget af karamel, malt og sågar chokolade. Bitterheden er mild og syren godt afstemt. Årets udgave er bedre end sidste år.

★★★☆☆☆

Thisted Bryghus – Easter Bock

Bock 7,4 % ABV

Kastanjebrun øl og et højt beige skum. Duft af malt, korn og appelsiner. Fyldig øl med en frisk karbonering. Fornemmer en let røg i smagen, der opleves kødfuld, som salami. Humlebitter, krydret og bitter lang finish. Oplagt øl til påskebordet. For fyldig til de sarteste retter, men kødpålæg, hønsesalat og især rugbrød er perfekte partnere.

★★★★☆☆

Jacobsen – Maj-Bock

Bock 7 % ABV

En kulør som lyst rav og en cremet off white skumkrone danner ramme om denne friske bock. Den dufter af korn, citrusfrugter, brød, blomster og karamel. Kraftig karbonering, let krop, citrusfrugter giver den lette øl en frisk profil. Karamel giver en behagelig sødme og en sprød bitter finish giver alt i alt en øl i flot balance. En god frokostøl, der dog også vil brillere til kalvekød og også mere rustikke retter med sovs, smør og fedt kød.

★★★★☆☆

Jacobsen – Påske Pale Ale

Pale Ale 5,5 % ABV

lyst gyldent kobberfarvet pale ale med et tæt, hvidt skum på toppen. En frisk og frugtig næse med lime og grape i front og hyldeblomst sekundært. Alt sammen på en blid, kornet maltbase. Man bliver mødt af en bitterhed i den mediumfyldige øl, som er lidt overvældende for en pale ale. Den kæmper noget med citrusfrugterne og en fyldig maltbund, og flaskens store størrelse til trods, er det ikke en nydeøl. Der skal mad på bordet og gerne noget med en kraftig profil. Mørkt rugbrød er godt, men lam kunne også tage sig godt ud til øllet.

★★★☆☆☆

Skands – Påskebryg

Strong Ale 6,2 % ABV

Flot strågul øl med en hvid luftig krone af skum. Sødmefuld duft af kandiserede æbler, citrusfrugter, markblomster og malt. Cremet, dog let øl, med en sød maltprofil. Smagsprofilen er floral, men der er også karamel, lime og søde, tørrede æbler. Slutter en anelse krydret, let syrligt og med en medium bitterhed, men sødmen hænger ved hele vejen. Allround øl til frokostbordet. Jeg kan ikke anbefale at nyde den uden mad. Til gengæld øges nydelsen betragteligt med et mørkt rugbrød.

★★★☆☆☆

Ørbæk – Bock Bock

Bock 6 % ABV

Først vil jeg igen i år tillade mig at brokke mig over, at Bock Bock ikke er en dobbeltbock, men når det så er sagt, så er den slet ikke så tosset alligevel. Kuløren er gylden og skumkronen beige. Duften er fyldig, med masser af power i maltprofilen samt et skud danske frugter fra haven tilsat citrusfrugter. Fyldig krop, gode mængder kulsyre, karamel og æbler slutter i en bitter finish. Frisk, men solid og fyldig bock, der kan komplimentere de tunge elementer på påskebordet, men samtidig også give et syrligt modspil.

★★★☆☆☆

Skanderborg – Forårssol

Stærk pilsner 5,6 % ABV

Lys, gylden øl med en høj og flot skumkrone. Rig næse af malt og korn, og kun lette citrus noter og en snert af karamelliseret malt. Fyldig og blød krop, med små, piblende bobler. Frisk hø, korn og byg dominerer sammen med en godt afstemt maltsødme og en lang, bitter finish. Det er en rigtig fin guldøl.

★ ★ ★ ☆ ☆ ☆

Hancock Bryggerierne – Påskebryg

Stærk pilsner 10,5 % ABV

En ravgylden øl med en lav og let skumkrone. Aromaen er rig på korn, malt, urter og peber. Kroppen er fyldig og mundfølelsen blød. Boblerne er store og blide, og fornemmelsen af malt og alkohol tung. Øllet er en smule jordet, krydret og sødmefuld, og slutter bittert. Øllet lagrer et år før den sættes til salg og det fornemmes i øllet, der fremstår balanceret og afstemt. Det er en af mine favoritter, men hold lige et øje på de meget høje procenter.

★★★★☆☆

Thisted Bryghus – Påskeæg

American Amber – 5,8 % ABV

Ravrød øl med et offwhite, højt og fast skum. En næse fuld af malt, friskt korn, brød og et let grønt islæt. Rige mægnder malt giver en god mundfylde, men den slutter stadig noget vandet. Medium karboneret øl, der er præget af rige mængder malt, hvor hele marken fra soltørret strå til maltet korn, våd mask og endeligt et mørkt brød. Lette citrusnoter frisker øllet og og karamel giver dybde til kornet. Mild, til medium bitter finish. Madøl – både til smørrebrød og steg.

★★★☆☆☆

Ørbæk – Påskebryg

Brown Ale 7,2 % ABV

Ørbæks brown ale har en flot mørk nøddebrun farve og på toppen et højt beige skum. Den tunge aroma er præget af brun farin, karamel, bær og frugter, og hasselnød. Det bliver til en let, frisk, frugtig og humlet nutella i næsen. Kroppen er mediumfyldig og man fornemmer straks, at den er rig på alkohol, men der er en besnærende frugtsyre og -sødme, der sammen med den let nøddede karamelbund, gør dette års Påskebryg til en rigtig god oplevelse. God cremet mundfølelse. Øllen har en lav bitterhed og en åben profil, der gør den velegnet fra alt til gryderetter til rustikke salater. Til milde oste kunne den også været et fint bud.

★★★★☆☆

Thisted Bryghus – Påskesten

Bock 6,8 %

Mørk, kastanjebrun øl med en beige skumkrone. Karamelsød aroma med et urtet, grønt og let syrlig udtryk på bagkanten. Kroppen er let, men øllet tungt. Den kraftige smagsprofil bærer præg af tørrede frugter, sirup og korn. Påskesten slutter tørt med en tung omgang mørk malt og en ligeså markant bitterhed. Grillet lam eller svin, med rustikke, grillede grøntsager og krydderier såsom timian og salvie kunne være et godt match til Påskesten.

★ ★ ★ ☆ ☆ ☆

Krenkerup – Forårsbryg

Amber Ale 6,0 % ABV

Rubinrød øl og et lyst skum med en beige tint. En blød maltet aroma, der minder om friskhøstet korn og tysk brød. Der er en let citrus at spore blandt nødder, frugt og urter. Kroppen er let, hvor malt og karamel er de primære smage, men der er god dybde og man fornemmer aromaens noter i smagen også. I forhold til sidste år, har den fået en mere sødmefuld og slikken profil, men det ændrer ikke på, at det er en af mine favoritter på det danske, klassiske påskebord. Mild, bitter finish.

★★★★☆☆

Skanderborg – Forårsgrøn

Ale 4,2 % ABV

Mahognibrun øl med et højt beige skum. Øllet er godt og grundigt tørhumlet og under de citrusprægede, og let tropiske noter finder man malt, karamel og nødder. Forårsbryg kommer godt rundt i munden, men slutter med en oplevelse af en meget let øl. Frisk karbonering, krydret humle, grønne urter præger øllet, der slutter medium bittert. Der er smæk på især humlen og der er ret meget øl i de 4,2 %, uanfægtet, at øllen er let. Bryghuset har ikke selv kategoriseret øllen, så jeg tillader mig at kalde den en Brown IPA, og det er faktisk ikke helt så skidt endda. Den kan bide skeer med langt det meste på påskebordet.

★ ★ ★ ☆ ☆ ☆

Skanderborg – Forårsfest

Ale 5 % ABV

Ravgylden, til nøddebrun øl med en høj og tæt skumkrone. Der breder sig en maltsød duft fra glasset, noter af hvid peber, citrus og korn. Let sure undertoner i den maltfyldige, men lette krop. Frisk karbonering, medium bitterhed og overraskende høj drinkability. Grønne, krydrede noter bliver hængende i eftersmagen og giver øllet kant og karakter. Den vinder på mig.

★ ★ ★ ★ ☆ ☆

Bryggeriet Skands – Forårsbryg

Amber Ale 4,8 %

Dyb gylden øl med et højt og fast skum. Sødmefuld duft af søde, karamelisserede æbler og hyldeblomst ligger blødt over en bund af korn og citrus. Frisk øl med en let krop, hvor malten er dominerende og humlen halter en smuler efter. Øllet fremstår med en hvis sødme og savner et krydret modspil, til gengæld sidder bitterheden lige i skabet.

★ ★ ★ ☆ ☆ ☆

Albani – Godt Bryg Paaske Bryg

Bock 5,1 % ABV

En lys og let udseende bock, der dog har et flot, solidt og højt, hvidt skum. Den dufter af malt, brød, bergamotte, urter og en anelse af metal. Rund og livlig krop, med en sød kant. Et mudret udtryk i øllet, det vitterligt ikke er særligt godt.

★ ☆ ☆ ☆ ☆ ☆

Willemoes – Forårs IPA

IPA 6,5 % ABV

Ravgylden øl med en flot, offwhite skumkrone. Den har en sødmefuld og frugtig aroma på en bund af hø og korn. Øllet er kraftigt kaboneret med en mediumfyldig krop og en markant smag samt bitterhed. En rig maltbund giver en sødmefuld øl, og de store mængder frugtnoter fremstår som en omgang stødte nedfaldsfrugter, som er blevet torpederet af den markante bitterhed. Trods brug af de populære sabro og galaxy humler, formår Willemoes ikke at lande ideen om en frisk forårs IPA – det er slet og ret en madøl. Og til burger med fritter går den an.

★ ★☆ ☆ ☆ ☆

Indslev Bryggeri – Frederiks Påske

Hvede Saison 5,5 % ABV

Strågul, klar øl med en flot høj og hvid skumkrone og en humlet aroma, hvor græs, korn, hvede, citrus og slidt, mørbanket og vådt læderdækken fører an. Der er en snert af sukker og krydderier, såsom koriander, der stikker hovedet frem, efter det første humleangreb har lagt sig. Øllet har en god fylde, og en frisk, krydret smagsprofil. Her er hvid peber og koriander dominerende og en bid toffee byder sig til inden øllet slutter tørt, forfriskende og dejligt. Hvor jeg ikke er venligt stemt over for aromaen, er resten af øloplevelsen ellers nydelig og godt afstemt. Hvis din duftesans stadig er ramt af corona, venter en rigtig fin øl, men da jeg har min endnu, tager aromaen en stjerne af karakteren.

★ ★☆☆☆☆

You may also like

1 kommenter

Kim Pihl 11. april 2022 - 10:35

Fine bedømmelser, som er læst med stor interesse 👍

Svar

Efterlad en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.