Fra den 11. til 21. maj står København på den anden ende, når det gode øl får 11 velfortjente dage i solen med festivaler, gourmetaftener og udskænkning til langt ud på de lyse nætter.

Disclaimer: Øllen Lyse Nætter, der omtales i artiklen, er fremsendt af Copenhagen Beer Week.
København er en øldestination, der er værd at rejse efter. Vi er i sandhed forkælede og når det bliver den 11. maj, bliver der så skruet endnu mere op for det gode øl. Copenhagen Beer Week og en stribe partnere, sætter sammen med et hav af bryggerier København på den anden ende, de 11 dage festlighederne står på. Samtidig afholdes en bunke af andre arrangementer, der ikke nødvendigvis har tilknytning til Copenhagen Beer Week, men som ser en god idé i at fejre sommerens komme med gode øl arrangementer. Du vil altså blandet andet blive inviteret til et forsøg på at lave verdens største ølsmagning, to ølfestivaler, et øltorv, øl og mad arrangementer, tap take overs, beer walks og meget, meget mere.
Bliv hængende for de festlige højdepunkter under Copenhagen Beer Week.
Udover de mange arrangementer, er Copenhagen Beer Week faciliteret brygningen af en Pale Ale ved navn Lyse Nætter. Det er bryggerierne Alefarm og BrygBrygBryg, der har brygget øllet, og den er kommet til verden med hjælp fra Meny kædens Øllaug og jazz-gøglerne Bjarke & The Beerbellys, hvor sidstnævnte har komponeret en sang til øllen, under titlen Bright Nights.
Læs om BrygBrygBryg og hvordan corona påvirkede dem i starten af 2020
Alefarm & BrygBrygBryg – Lyse Nætter

Pale Ale 5,3 % ABV
Gylden, æggeblomme gul øl med et højt og flot skum. Øllet har en levende aroma med appelsinnoter, grape og passionsfrugt, og så denne dybe duft af teen, der går under navnet rooisbo. Den giver sødmefulde, fyldige, og let urtetede noter til øllet. Øllet fremstår frisk i glas, mund og svælg, med massere af sydlandske frugter og en god portion humlebitterhed, der til sammen giver en ekspressiv, sten- og citrusfrugtet øl i en flot balance. Den kommer til at tage kegler i sommervarmen.
★★★★★☆
Øllen vil være på hylderne i Meny-kæden fra den 29. april.
Og så tilbage til Copenhagen Beer Week og højdepunkterne:
Højdepunkterne
Hvis 11 dage med øl er for meget, kan du læse med her, hvor jeg giver mine anbefalinger til en række spændende arrangementer, fordelt over de 11 dage.
Onsdag d. 11. maj
Start ugen med Mikkeller Beer & Food Walk. Du og de andre gæster følges rundt i byen af en engelsktalende guide (dansk, hvis alle gæster er danske) i 2,5 time, hvor man fordelt over fem stop kommer til at smage på mexikansk og japansk mad samt seks udvalgte Mikkeller øl. Det koster 370 kr.
Torsdag d. 12. maj
Restaurant Schønneman præsenterer En Moderne Arbejdsfrokost i samarbejde med Teedawn. Schønnemann er en af landets bedste smørrebrødsrestauranter, og så serverer de godt klassisk smørrebrød i rigelige mængder. Til maden serveres øl fra Teedawn, så krop og sind er klar til arbejdet om eftermiddagen. Øllene er nemlig alkoholfri eller lette på alkohol. Prisen er 495 kr.
Skal du have mere smørrebrød under Copenhagen Beer Week anbefaler jeg Selma og Norrlyst for deres ølkort, Carl Nielsen for den store værtsoplevelse og Hallernes Smørrebrød i Torvehallerne, for de gode stykker, der kan tages med ud på Øltorvet.
Fredag d. 13. maj
Fredag og lørdag indtager Mikkellers MBCC 2022 Øksnehallen. Det er velsagtens årets største begivenheder for den dedikerede ølnørd. Med bilpriser fra 620 kroner og op til 3.025 kroner er gæsterne sikret øl fra absolut øverste hylde, fordelt over to sessioner af fire timer hver dag. Her er hvad jeg skal smage til den blå session: MBCC 2022 Blå Session
Samme dag åbner Øltorvet på Israels Plads, hvor flere bryggerier deler smagsprøver ud. Der vil også være live arrangementer, såsom en ølsmagning ved Carsten Berthelsen kl. 16.00 til 17.30 til 139 kr.
Lørdag d. 14. maj
Forudsat, at du ikke bliver hængende på MBCC eller dykker ned i Øltorvets fortræffeligheder, så byder Craft Makers Collective på rekordforsøg i Tivoli, hvor verdens største ølsmagning skal finde sted. Fra kl. 14.00 og 4½ time frem bliver der sendt live fra Tivoli, og alle hjemme i stuerne – eller i Tivoli – kommer til at smage på et hav af spændende øl fra hele landet. Blandt andet tre helt nye øl, som skal præsentere ølnyderne for gærens egenskaber. Læs mere om de tre øl her:
https://www.ale.dk/nyheder/opdag-ollet-i-2022/
Søndag d. 15. maj
Er du til en lazy søndag er der Øl & Yoga på Broens Gadekøkken (gratis) eller ølbad hos Carlsberg (koster blot 2.500 kroner…). Jeg ville nu nok vælge at besøge Mikkeller Baghaven, der holder åbent hus fra 12.00 til 17.00
Mandag d. 16. maj
Den nyåbnede Restaurant Gemini ved Planetarium byder under Copenhagen Beer Week på både frokost og aftenmenuer tilsat en udvalgt ølmenu, sammensat af restaurantens øl-sommelier. De lover niche- og mikrobryggerier, men hvilke vides ikke. Til gengæld ser menuen gennemført ud og godt prissat. 265 kr for 2 retter til frokost med to øl og 765 kr for 10-retters tasting menu med 5 øl.
Tirsdag d. 17. maj
Kan du lide sur øl? Altså sådan rigtigt godt lide det? Så skal du overveje at deltage i foredrag og smagning med titlen ”Sour Beer”. Ølekspert Bjarke Bundgaard fortæller over 2½ time om hvordan det sure øl laves, og hvorfor det smager som det gør. Der bliver nørdet bryggeprocesser og mikroorganismer. Der vil være smagsprøver, og det bedste er, at det koster kun en flad 50’er.
Onsdag d. 18. maj
Onsdagen byder på et hav af smagninger og tap takeovers. Blandt andet kommer årets bryggeri 2021, Fanø Bryghus til byen, og man kan smage deres verdensklasse stouts på Nørrebro Bryghus. Mere spændende er det dog, at Hvidovres bedste bryggerier overtager hanerne på Tap 21, hvor du altså vil have mulighed for at møde Benzo Brew, Kasper Brew Co., Slowburn og Spybrew.
Torsdag d. 19. maj
Under Copenhagen Beer Week har der været meget godt til ganen, men hvad med ørerne? Hos Ølsnedkeren i Griffenfeldsgade vil der fra kl. 19.30 til 21.30 være gratis live gypsy jazz og lækre fadøl.
Fredag d. 20. maj
Fredag formiddag kl. 11.00 åbner Danske Ølentusiasters Ølfestival 2022 med en særdeles imponerende udstillerliste. For 325 kr. får du adgang til en 5½ times session (11.00 – 16.30 eller 17.30 – 23.00) op mod 1.000 forskellige øl og 10 smagsprøver. Er du medlem af Danske Ølentusiaster får du yderligere fem smagsprøver med gratis. Kan du drikke mere, koster yderligere poletter 10 kroner stykket. Samtlige smagepoletter går ubeskåret til bryggerierne. Følg med her på siden, hvor jeg vil komme med mine anbefalinger på, hvor du skal bruge dine første 10 poletter.
Lørdag d. 21. maj
Ølfestival 2022 har også to sessioner lørdag, men var det nok med en enkelt dag, så kan du besøge Nørrebro Bryghus og komme på Ølcocktail kursus. Kurset der løber fra kl. 14.00 til 16.00 koster 470 kroner, og kommer til at byde på træning i teknikker, opskrifter og naturligvis en masse, der skal smages på. Og en ølcocktail er vel også en fin måde at slutte en intens og velsmagende 11 dage lang Copenhagen Beer Week på.
Se hele programmet her: CPH Beer Week Program