Kæmpe guide til årets julebryg 2020 – del 1.

af Kasper Mundt-Nielsen
[Jeg har modtaget øllene fra Bryggeriforeningen, mod at jeg giver min ærlige mening om øllet.]

Til jul hører øl og heldigvis er udbuddet af juleøl kun blevet større over årene. Mange af de øl vi støder på er enten af samme opskrift som tidligere år, gamle opskrifter i nye klæder eller helt nye varianter og det kan være svært at vælge lige netop den eller de juleøl, der skal med hjem i stuen.

Det er her Bare God Smag kommer ind i billedet, for jeg vil meget gerne hjælpe dig, med at få et godt overblik over markedet.

Jeg er derfor teamet op med Bryggeriforeningen, der har sendt mig intet mindre end 61 forskellige juleøl som jeg vil anmelde her på baregodsmag.dk. Klik derfor ind og læs med hver søndag eller tilmeld dig nyhedsbrevet ude på forsiden, så sørger jeg for, at I får en velsmagende jul med øl, der passer til jeres smagsløg.

Denne søndags juleølssmagning består af to flights af fem øl, der er udvalgt tilfældigt blandt de 61 øl, som i løbet af julen vil blive anmeldt her på sitet. Øllene bliver altså anmeldt i en vilkårlig rækkefølge, men jeg vil så vidt muligt undgå at anmelde samme bryggeri to gange på én søndag.

Sådan anmeldes der:

★ ★ ★ ★ ★ ★ : Outstanding smag og tildeles stemplet ”Bare God Smag”

★ ★ ★ ★ ★ ☆ : Fremragende smag

★ ★ ★ ★ ☆ ☆ : God smag og godt køb

★ ★ ★ ☆ ☆ ☆ : OK smag

★ ★ ☆ ☆ ☆ ☆ : Pris og kvalitet hænger ikke sammen

★ ☆ ☆ ☆ ☆ ☆ : Bestemt ikke god smag!

Priser er ikke oplyst i denne anmeldelse, men med et indgående kendskab til markedet, vover jeg pelsen og påstår, at jeg godt kan vurdere om pris og kvalitet hænger sammen.

Men lad os kigge på øllet:

Flight 1.

Alfheim Bryggeriet Frejdahl – Snefrid

Julestout 5,8 % ABV

Skummen forsvinder hurtigt i en ivrig brus. Kuløren er rødlig brun som en cola til at se igennem. Kraftig duft af malt, med ristede noter og en grøn fornemmelse af nåleskov. Kroppen er let og særdeles friskt karboneret. Der er en rig sødme i øllet, der blandes med en ristet malt og en let sur smag af gran. Flot bitter finish. Den kan gå helt fint til en ret med gris.

★★★☆☆☆

Bryghuset Møn – Elmelunde Julebryg

Jule Ale – 6,7 % ABV

En fast hvid skum lægger låg på en flot og dyb, gylden-brunlig kulør. Øllen er ufiltreret, men står rigtigt godt i glasset. En spændende duft af honning og bitter appelsin/citrusfrugt, der pirrer nysgerrigheden. Denne humlede julebryg byder på bitter appelsin og honningsødme på en flot maltbund. Frisk, let og bitter med en fyldig smag. En slikken og mildt krydret eftersmag. Godt skruet sammen.

★★★★☆☆

Løkken Bryghus – Julefryd

Jule Ale 7 % ABV

Lys brun vedvarende skum og en dyb brun, og solid kulør. Næsen er præget af ristede maltnoter og en let urtet og frugtig duft. Kroppen er let og karbonering er mild. Alkoholen er godt gemt bag milde rosiner, milde julekrydderier og en ristet maltbund. Bitterheden er mild og finishen er tør. Generelt en mild oplevelse.

★★☆☆☆☆

Kongebryg – Jól Bock

Bock 7 % ABV

Skummet holder ikke længe på denne rødbrune julebock. Næsen er rig på karamel, toffee og malt. En god, fyldig bock med en appetitlig malt og en blød, salt fornemmelse. Som en dejlig, krydret saltkaramel.

★★★★☆☆ 

Amager Bryghus – Amager Julebryg

Mørk Bock 6,5 % ABV

Kraftfuldt hvidt skum og en kulør som rødligt rav. Den dufter af brød og en svag appelsin. Kroppen er let og byder på en behagelig krydret profil. Generelt en fin balance mellem humle, malt, bitterhed og milde julekrydderier. Der er lidt orangeknas over den.

★★★☆☆☆

Carlsberg – Carls Jul

Stærk pilsner – 5,6 % ABV

Let karamelbrun og vedvarende skum på en mørk, brun øl med et gyldent skær. Duft af ristet malt og en let sødlig karamel, der går igen i den stærke pilsnerøl. Der er skruet ned for karboneringen og op for krydderierne i forhold til en classic, som denne øl minder om. Bitterheden er mild og alt i alt en blød, behagelig oplevelse. På ingen måde en udfordrende øl, men en god billig pilsner til julefrokostbordet.

★★★☆☆☆

To Øl – Blizzard (In A Beer Mug)

Winter Wheat India Pale Ale 6 % ABV

Æggehvid vedvarende skumkrone og strågul, klar kulør. Tropisk humlet aroma med citrusfrugt og ananas i front. Frisk og indbydende. Fyldig krop, hvor der er smæk på både hvede og humle. En smule spiciness – hvid peber og humle – blandet op med lime, blomster og tropiske herligheder. Bitterheden er til den lave side. God til julens fede salater.

★★★★☆☆ 

Nørrebro Bryghus – Nørrebro Jule IPA

Jule IPA 6,3 % ABV

Offwhite skum, der hænger længe ved. Intens duft af appelsin, inklusiv albedo, skal og hele molevitten. Der er simpelthen smæk på appelsinen, der går hen og bliver juicy i en mediumfyldig krop, der er mildt karboneret. Humlet og relativ lav bitterhed for typen efterlader øllen med en klar frugtprofil, der fremstår unuanceret. Er man til julens citrusfrugter er den værd at give et forsøg.

★★★☆☆☆

Anarkist – Christmas Ale

Jule Ale 6,2 % ABV

Kort, karamelbrun, perlende skum. Klar rubinrød kulør. Frugtig og maltet aroma, krydret med en let sødlig duft af blomme. Frisk maltet oplevelse, der bakkes op af en mild, men tilstedeværende humle og en tilpas karbonering, der skaber dybde i den sødmefulde, men lette krop. Relativt bitter, men har en god drinkability. Selvom flasken har delestørrelse, kan man sagtens nappe den selv. Et sikkert valg, hvis det ikke skal være super julet eller avanceret.

★★★☆☆☆

Herslev Bryghus – Mark Kirsebær

Sour 5 % ABV

Lyserød, kraftig skum på en bund af mørk kirsebærfarvet øl. Virkelig flot øl. De vilde kirsebær giver en indbydende aroma, der flankeres af en smule funk fra vildtgæringen: vådt hø og stald. Utrolig dyb, både sød og syrlig smag af amarena kirsebær. Mark Kirsebær er syre, sødme og salt i en vinøs krop bygget på byg, hø og kirsebær – altså nul humle – og oplagt til risalamanden, men kunne også sagtens gå som aperitif.

★★★★★☆

Læs med igen på næste søndag, hvor 10 nye øl kommer igennem møllen.

illustration: http://www.textures4photoshop.com/

You may also like

4 kommentarer

Kæmpe guide til årets julebryg 2020 – del 2 – Bare God Smag 29. november 2020 - 09:39

[…] Den udfordring tog jeg selvfølgelig imod, og jeg kæmper mig derfor igennem mere end 60 danske julebryg op mod jul – hver søndag kan du derfor finde mindst 10 anmeldelser af juleøl her på sitet. I sidste weekend testede jeg de første 10, dem kan du finder her, sammen med en forklaring på, hvordan jeg anmelder øllet: Kæmpe guide til årets julebryg 2020 – del 1 […]

Svar
Kæmpe guide til årets julebryg 2020 – del 3 – Bare God Smag 6. december 2020 - 08:00

[…] 23. november 2020 […]

Svar
Kæmpe guide til årets julebryg 2020 – del 4 – Bare God Smag 13. december 2020 - 08:05

[…] 23. november 2020 […]

Svar
Fem danske julebryg du skal smage i 2020 – Bare God Smag 20. december 2020 - 12:37

[…] Kæmpe guide til årets julebryg 2020 – del 1. Kæmpe guide til årets julebryg 2020 – del 2 Kæmpe guide til årets julebryg 2020 – del 3 Kæmpe guide til årets julebryg 2020 – del 4 Kæmpe guide til årets julebryg 2020 – del 5 TweetShareSharePin 0 kommenter 0 FacebookTwitterPinterestEmail […]

Svar

Efterlad en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.