
#reklame Bare God Smag har fået tilsendt juleøllet uden beregning.
Jeg er ikke helt overbevist om, hvorvidt julen reelt set varer ind til påske. Men at man kan drikke juleøl året rundt, det er jeg overbevist om. I min optik er en del af de juleøl vi ser hver jul reelt bedre efter et halvt til et helt års yderligere lagring, så med den tilgang varer julen måske til påske – og også længere en det.
Et par dage efter jul landede disse to julebryg foran min hoveddør. Det var altså ikke julemanden der leverede, men Post Nord; de skulle gerne være landet før jul. Men som sagt, julen varer måske lige til påske og i skal derfor ikke snydes for en beskrivelse af #12 og #24 fra The Man Behind – heller ikke en uge efter juleaften.
Nogle af jer kender måske #24 fra Natholdets Julekalender, hvor seerne kårede øllen som værende den 4. bedste øl i kalenderen.
The Man Behind #12
Lager 5,6 % ABV
En mørk, ravgylden lagerøl og en let og luftig skumkrone. Ud fra udseende og aroma, der er præget af appelsin, koriander, malt og mild lakrids, ville jeg have gættet på en bock. Det er det ikke. I krop og fylde minder det mere om en kraftig pilsner, altså en guldøl, men med en meget bred palette præget af julens krydderier. Der er peber, appelsin, koriander og anis oven på en blød og sød maltbund. Øllet er friskt karboneret og det fremstår friskt og skarpt i glasset. Slutter bittert.
★★★☆☆☆
The Man Behind #24
Christmas Ale 7 % ABV
Ravgylden øl med en høj og flot skumkrone. Næsen byder på korn og julekrydderier. Nelliker, appelsin, peberkorn, en snert af ingefær og anis, og måske en knivspids kanel samt en lille smørklat på toppen. Julebryggen er blød, indbydende og har en behagelig mundfylde. Der er uden tvivl julekrydderier, som nævnt fra aromaen, men det er godt balanceret og som følge heraf har du en rigtig alsidig julebryg til både mad og hygge.
★★★★☆☆