Med denne test, er det slut for undertegnedes gennemgang af de gode, danske juleøl i 2021. I alt er der testet 44 øl her på sitet samt 24 styk på YouTube. Testen viser et varierende niveau blandt juleøllet, men den viser også, at intet er helligt længere: alt kan være en juleøl. Julen 2021 byder på alt fra Jule Pale Ale til Jule sours, og ind mellem finder man selvfølgelig klassiske krydrede lagerøl, fyldige stouts og julede hvedeøl. Der er i hvert fald ingen der skal sige, at det er kedeligt at drikke juleøl.

Del fire af den årlige store test af julebryg byder på 17 gode, danske julebryg for enhver smag. Derudover finder du også link til Bare God Smag og Det Daglige Øls juleølkalender i bunden. Hvis det ikke er nok, kan du også finde samtlige anmeldelser fra sidste års julebryg (64 styk) i afsnittet herunder.
Med 68 smagte testede julebryg har 2021 vist sig som et spændende og adspredeligt juleøl-år, men med mere end 350 forskellige danske julebryg på markedet, har jeg kun lige kradset overfladen og du har måske en favorit-julebryg, der ikke er til at finde her på sitet. Hvis det er tilfældet, må du hjertens gerne efterlade en besked i kommentarfeltet – så vil jeg også prøve den.
Links til dette års tests, part 1, 2 og 3 finder du ved at klikke her: Julebryg test 2021 part 1 – Julebryg test 2021 part 2 – Julebryg test 2021 part 3
Øllene er anmeldt efter nedenstående skala og jeg vil gerne understrege, at jeg har forsøgt at være så objektiv som mulig i min beskrivelse af øllet, men scoren er naturligvis så subjektiv som det kan blive. I vil bemærke, at jeg ofte bruger karakteren 3 ud af 6, hvilket bestemt ikke skal lade jer afskrække – specielt ikke, hvis i bryder jer om de karakteristika, jeg mener øllet har. Scoren 3 ud af 6 giver udtryk for, at vi har med en helt OK øl, som jeg ikke nødvendigvis selv vil gå ud og købe igen, men som jeg nyder med glæde, hvis den bliver serveret for mig.
★ ★ ★ ★ ★ ★ : Outstanding smag og tildeles stemplet ”Bare God Smag”
★ ★ ★ ★ ★ ☆ : Fremragende smag
★ ★ ★ ★ ☆ ☆ : God smag og godt køb
★ ★ ★ ☆ ☆ ☆ : OK smag
★ ★ ☆ ☆ ☆ ☆ : Ikke min smag.
★ ☆ ☆ ☆ ☆ ☆ : Bestemt ikke god smag!
Priser er ikke oplyst i denne anmeldelse, men med et indgående kendskab til markedet, vover jeg pelsen og påstår, at jeg godt kan vurdere om pris og kvalitet hænger sammen.
Flight 1

Indslev Bryggeri – Frederiks Jul
Bock 8 % ABV
Rød som mørkt rav med en høj og bestandig krone af skum. En skøn næse af malt, farin, citrushumle og tørret frugt. Øllen er fyldig og cremet, og den rige krop har en meget rig frugtprofil. Kandiseret, tørret appelsin, karamel, nødder og en god balance mellem det søde og det bitre.
★★★☆☆☆
Danevang – Rudolf
Lager 5,2 % ABV
Gylden og filtreret lagerøl med en kraftig skumdannelse. Sødmefuld, maltet og lettere metallisk aroma, med en snert af citrusfrugter. Mediumfyldig øl, frisk og humlet øl, oven på en krads maltbund. Jeg opfanger ikke den lovede vanilje. Og det er sådan set fint nok.
★★☆☆☆☆
Herslev – Snefri
Alkoholfri juleøl 0,5 % ABV
Øllen er kobberrød og det brune skum højt. Næsen er sødmefuld og krydret. Der er ikke sparet på humlen. Kroppen er let og frisk, men samtidig med en smag af jul, som især er drevet af en solid, lidt karamelliseret maltbund og appelsiner. God, humlebitter finish, der slutter med en lang smag af bergamotte. Årets bedste alkoholfri juleøl.
★★★☆☆☆
Nørrebro Bryghus – Nørrebros Julebryg
Dark Ale 7 % ABV
Nøddebrun øl, med en fast beige skumkrone. Dufter af brød og ingefær. Der er masser af jul over Nørrebros Julebryg og for min skyld kunne de godt have skruet ned for nellikerne, men humlen er frisk og krydret, ingefæren tilpas og bitterheden på et godt medium leje. Øllen fremstår trods en umiddelbar sødme tør i sin finish. Hvis man du er til nelliker, er det et sikkert og godt køb – men det er jeg ikke.
★★★☆☆☆
Thisted Bryghus – Skt. Nikolaus
Belgian Dubbel 8,2 % ABV
En mørk og kraftig dubbel med et fyldigt brunt skum. Næsen er krydret, rig på malt og sukker, og i mindre grad tørrede frugter. I forhold til procenter, er fylden i øllet til den lette side, men smagen holder sig ikke tilbage. Øllet er kraftigt præget af sin tid med egetræsspåner, som har det store overtag i øllet, der dermed fremstår udtørrende og ikke balanceret. Det er et powerhouse af en øl, der i den grad gør sig bedst, når der er sovs og kartofler på bordet.
★★☆☆☆☆
Flight 2

Viborg Bryghus – Jule Bocken
Bock 7,3 % ABV
Man er ikke i tvivl om, at det er en bock, der kommer i glasset. Smuk, rødbrun kulør og et solidt hvidt skum. Malten styrer slagets gang – et slag, der også involverer, karamel, nelliker og en mild duft af citrus. Kroppen er fyldig, karboneringen frisk og smagen emmer af jul. Lakrids, nelliker, karamel og ikke mindst malt. God bitterhed, men dog stadig til den søde og krydrede side.
★★★☆☆☆
Willemoes – Jul 2021
Imperial Stout 11 % ABV
Mørk øl med et lækkert, chokoladebrunt og højt skum. Næsen er fyldig og præget af mørk, sødmefuld og ristet malt. Her finder vi også kaffe, karamel, svesker og egetræ. Kroppen er fyldig og smagen intens. Kulsyreindholdet er lavt og resultatet er en fed olieret øl, med saft og kraft. Kaffe, vanilje, egetræ, svesker, karamel og en ret bitter finish. Fremragende.
★★★★★☆
Skanderborg Bryghus – Økologisk Rød Jul
Mørk lager 5,4 % ABV
En filtreret lagerøl med en røvrød kulør og en hvid skumkrone. Noter af karamel, markblomster og honning. Frisk karboneret øl, bryder den tykke, men velsmagende maltprofil. Smagen byder på citrusfrugter, karamel, bær og blomster. God, bitter finish. Skal slås med classic’en på frokostbordet.
★★★☆☆☆
Coisbo – Christmas Ale
Winter Warmer 7 % ABV
Kobberrød øl med en fast off white skumkrone. En varm duft af malt og kandiserede æbler fylden næsen, hvor også bær og lakrids blander sig. Kroppen er fyldig og man mødes af tørrede frugter, appelsinskal, anis og en sødme, som rundes af i en god bitterhed. God balance i den krydrede øl
★★★★☆☆
Flight 3

Alfheim – Fylgja
IPA 5,2 % ABV
Ravgylden IPA med en off white skumkrone. En aroma af lime og appelsinskal og en snert af korn. Let krop med bløde bobler på en solid maltbund. Citrus, karamel og lidt tyggegummi. Kort, vandet finish.
★★☆☆☆☆
Ebeltoft Gårdbryggeri – Jule IPA
IPA 6,9 % ABV
Mørkgylden øl med en luftig, hvis skumkrone. Aromatisk fyldig og tropisk næse, med stenfrugter og limefrugter, men også en fyrrenåle. Citrus og andre sure elementer overtager øllet fuldstændig, og fremstår ubalanceret og uelegant. Det kan næsten ikke være meningen.
★★☆☆☆☆
Fanø Bryghus – Get Scrooged
Red Ale 8,0 % ABV
En lys red ale, der har et fint og beige skum, som lægger sig blødt over øllet. Den har et tropisk, humlet udtryk med masser af grape og lime samt en smule gran. Øllet er cremet, friskt og over den fyldige karamel-malt bund fornemmer man, at der ikke er sparet på humlen. Især grape fylder, og frisker Get Scrooged godt op, inden den ender i en humlebitter finish. Vi er næsten ovre i en klassisk, stærk og bitter britisk IPA. Mums!
★★★★☆☆
Hornbeer – Hornbeer Christmas
Dubbel 8,9 % ABV
Der er en kraftig skumdannelse over den kastanjebrune øl, som dufter af malt, sprit og i lidt mindre grad tørrede frugter og bær. Øllen er kraftfuld og bombastisk, og man mærker i en mere udpræget grad de belgiske, frugtige og aromatiske noter i smagen. Den er tung og alkoholen fremtrædende, men det ender faktisk i en helt ok smagsoplevelse med masser af tørrede frugter, primært rosin og appelsin, rørsukker, karamel, malt, gær og så en tør, bitter finish. Kraftig for en dubbel, men tilpas for en juleøl.
★★★★☆☆
Flight 4

Thyras Bryg – Julestout
Krydret stout 7,5 % ABV
Julestout er en kulsort sag med et cremet, brunt skum. Den har en krydret næse af kanel og nelliker, lakrids og milde, men modne, søde citrusfrugter. Kroppen er let, men smagen fyldig. Engelsk lakrids, appelsin, kanel, ristet malt, kaffe og chokolade er alle noter, der er lette at fange. Der skal ikke meget mere end en julestout til, før man virkelig er i julestemning, måske også lige lidt for meget julestemning til min palette.
★★★☆☆☆
Danevang – Julewit
Witbier 4,8 % ABV
Strågul og ufiltreret hvedeøl med en flot og cremet skumkrone. Krydret næse med appelsin, koriander og nelliker, men går over og bliver lidt kemisk og sæbet sidst. Let krop, med en frugtig smag, tilsat nelliker og gær. Kort finish.
★★☆☆☆☆
Skagen Bryghus – Gårdnisse
British Ale 6 % ABV
Mørk, kastanjebrun øl med et lyst brunligt skum. Sødmefuld duft af engelsk lakrids og appelsinskal. Øllen fremstår tung, og drevet af lakrids og malt. Den smager derudover af brød, appelsin, chokolade og nelliker. Slutter behageligt bitter, men noget hastigt og efterlader en med et ønske om en afslutning, der kan leve op til resten af øllet.
★★★☆☆☆
Lottrup – Mørk Jule Ale
Dubbel-inspireret ale 6,0 % ABV
Kastanjebrun øl med et tykt, brunt skum. En blid duft af svesker, korn og solbær finder vej til næsen. Friskt karboneret og der er masser af tørret frugt og solbær at finde i smagen, samt et let surt citrusbid. Der er masser af saft og kraft i Mørk Jule Ale, som ikke ligefremt fremstår elegant, men til gengæld vil den være en rigtig god partner til det meste julemad.
★★★☆☆☆
Juleølkalender
Og så er der jo lige juleølkalenderen fra de sociale medier. Har du ikke fulgt med, kan du finde de seneste afsnit fra YouTube herunder: