IPA Master Class og test

af Kasper Mundt-Nielsen

Kom tæt på India Pale Ale med Food&Drinks ølpanel.

Humle er den vigtigste ingrediens i en India Pale Ale.

India Pale Ale (IPA) har i snart mange år været den øltype, der har drevet craftøllets markante popularitet og mens det stadig er pilsner og classic (vienna lager), der sælger bedst på landets spisesteder, er det oplagt også at have som minimum én IPA-variant til de mere nysgerrige gæster. Men hvilken øl, og ikke mindst, hvilken stilart skal man vælge? IPA kommer i alskens varianter med hver deres favorable egenskaber.

Mange stilarter

Danske øldommere beskriver seks overordnede IPA-varianter i deres materiale: Engelsk IPA, Amerikansk IPA, Imperial IPA, Black IPA og New England IPA. Her kunne man forestille sig, at den alkoholsvage Session muligvis vil finde vej til øldommernes stilartsdefinitioner ved næste revision. Mens varianter såsom West Coast, Brut, Cold og de voldsomt humlede og alkoholrige Triple- og Quadrupel IPA måske enten ikke slår sig fast som en blivende øltype (Brut er allerede forsvundet og Cold endnu ikke rigtigt dukket op) eller enten er for tæt på en af de andre stilartsbetegnelser eller for diffus en ølstil til at blive optaget under stilartsbeskrivelserne hos øldommerne. Men faktum er, at ølentusiaster kaster sig over stort set alt, hvad der står IPA på, og derfor er det en god idé at have styr på stilarterne.

Hvad er en IPA?

IPA er en ale. En pale ale – altså en lys overgæret øl, tilsat gode mængder humle. Humle og gærprofiler byder på alt fra grønne, florale, vegetabilske, urtede og jordede noter til et virvar af tropisk frugt. Malten kan være mere eller mindre skjult bag aromahumlerne, men vil i nogle IPA-typer kunne opleves med karakter af karamel, brød og kiks. Humle er den definerende ingrediens i IPA, både i form af bitterhumle og aromahumle. Bitterhumle tilsættes tidligt i kogningen af urten, mens aromahumle tilsættes så sent som muligt for at bevare aroma og mindske udviklingen af bitterstoffer. Tørhumle er et vigtigt begreb for den moderne IPA – her tilsætter man humlen mod slutningen eller efter, at fermentering er overstået, hvilket gør, at humlen kun bidrager med aromastoffer.

IPA har ofte en høj bitterhed, men vil ofte ikke være så markant i ølstilen New England IPA, og i de helt alkoholtunge Triple IPA kan bitterheden til tider opleves lavere grundet en mere udpræget sødme fra de store mængder malt, der bruges i øllet.

Session IPA

Session IPA er let drikkelig og smager som en almindelig, ofte amerikansk, IPA, men indeholder kun mellem 3 til 5% alkohol, hvor en klassisk IPA starter fra 5%, men ofte højere.

Engelsk IPA

5-7,5% alkohol og øllet er lyst til kobberfarvet. Der benyttes klassiske, engelske humler som for eksempel Target og East Kent Goldings. Du vil derfor ofte finde krydrede, jordede, florale og grønne noter samt den karakteristiske fyrrenål. Forvent en høj bitterhed og en mild til medium sødlig smag fra malten.

Amerikansk IPA

5-7,5% alkohol, men starter ofte nærmere de 6%. De lyse malttyper, som benyttes i denne gyldne øl, maskeres af en kraftig humlearoma og en markant bitterhed. Duft og smag kan være præget af alt fra citrus til fyrrenåle.

West Coast IPA

5-7,5% alkohol. Øllet er klart og gyldent, til kobberfarvet. Den byder på en markant humlearoma og en høj bitterhed. Det er ofte citrus- og fyrrenålenoter, som præger øllen. Den har ofte en tør finish.

New England IPA

5-8,5% alkohol. Øllen er tåget/hazy og fra strågul til orange. Aroma og smag er præget af tropisk frugt og bitterheden vil ofte være lav.

Black IPA

5,5-9,5% alkohol. Der er tale om en IPA, hvor der benyttes mørke malte, som også kan være ristede. Det resulterer i en brun til sort øl, hvor malten spiller en vigtig rolle, men som ved andre IPA er humlen en vigtig drivfaktor. Humlerne er ofte amerikanske og byder altså på citrusfrugter, stenfrugter, blomster eller fyrrenåle.

Cold IPA/India Pale Lager

To øltyper, der minder meget om hinanden. Der er tale om IPA, som gæres ved lavere temperaturer, end man normalt gærer en ale. India Pale Lager er i grove træk en IPA gæret med en lager/pilsner gær. Cold IPA har ofte en maltprofil tilsat majs og/eller ris for at give øllet fylde, mens finish holdes tør og sprød, og så gæres den med en lager eller pilsnergær og nogle gange en blanding af disse og ale gær. Kan minde om en West Coast IPA.

Double IPA

>7,5% Double, Triple og sågar Quadruple er moderne præciserende, men ikke af øldommerne anerkendte udtryk for stilarten Imperial IPA, hvor en Triple IPA nærmer sig, eller runder, 10%, og Quadruple tager den et nøk videre. Der er skruet op for alle parametre, og man skal forvente kraftig humlearoma og smag. Navnene Double, Triple osv. hentyder til antallet af gange, mængden af humle er blevet ganget op i forhold til bryggerens konventionelle IPA-opskrift. Med procenterne følger oftest sødme og som følge heraf, er det yderst sjældent, man finder en balanceret Triple eller Quadruple IPA. De fleste IPA-stilarter gør brug af Imperial eller Double etc. Denominationen, hvorfor en eksempelvis amerikansk IPA kan overstige de nævnte 7,5%.

Sour/Fruited IPA

5-7,5%. Grundøllen vil ofte være en amerikansk eller New England IPA og i fruited IPA tilsættes frugten for at give en markant frugtsmag, mens sour IPA kan benytte frugt til at syrne øllet, men frugt kan også undlades og der kan i stedet gøres brug af mælkesyrebakterier.

IPA Test

Ebeltoft Gårdbryggeri – Wildflower

New England IPA (33 cl) – 5,9% ABV

Tåget, strågul øl med en cremet hvid skumkrone. Den har en tropisk aroma, og er rig på fersken og mandarin. Kroppen er fyldig og mundfølelsen cremet. Smagen bliver let syrlig og slutter bittert og krydret.

28 DKK

3/5

Christiania Bryghus – Orange Haze

New England IPA (33 cl) – 6% ABV

Farven er gylden som en æggeblomme og udtrykket tåget. Spændende, nærmest overvældende aroma af krydrede appelsiner. Smagen er også præget af de krydrede appelsiner og en snert af hvede, nødder, hamp og græs, inden den slutter tørt og bittert.

40 DKK

3/5

Herslev Bryghus – India Dark Ale 

Black IPA (50 cl) – 6,2% ABV

Mørk kastanjebrun øl med en lav offwhite skumkrone. Den dufter af nødder, ristet korn og karamel. Der er en fyldig base af kiks, brød og karamel, tilsat citrusnoter fra humlen. Det er ikke humle, der er i højsædet, men den krydrede og grønne humle med en snert af græs og citrus tilføjer en fin dybde til grundøllet, der mest af alt minder om en brown ale.

35 DKK

3,5/

To Øl – City

Session IPA (44 cl) – 4,5% ABV

Æggeblommegul øl med en høj, fast hvid skumkrone. Frisk citrusaroma og overmoden, og særdeles ekspressiv tropisk frugt. Kroppen er let, men den markante aroma følger med i øllet, der fremstår krydret og nærmest klistret. Finish er medium bittert og øllet let drikkeligt.

30 DKK

3/5

Dry & Bitter – Double Dippy Doo TESTVINDER

Double IPA (44 cl) – 7,5%

Tåget, strågul øl med en offwhite, cremet skumkrone. Udsøgt tropisk næse rig på citrusnoterne grape og lime, samt melon og stenfrugter. God fylde og en indbydende, cremet mundfølelse. De tropiske noter bliver fra start til den bitre finish til slut. Fremragende balance mellem sødme og bitterhed.

60 DKK

5/5

Flying Couch – Yuzu’ed Oh No 

Fruited IPA (44 cl) – 5,5% ABV

Støvet gul øl med en høj, hvid og fyldig skumkrone. Rige noter af yuzu dominerer næsen. Mediumfyldig øl med krydrede grønne noter og pebermynte, der indlemmer den markante, syrlige smag af yuzu. Humlebitterheden opleves ikke markant, men øllen har dog en markant bitter finish fra yuzufrugten.

45 DKK

3,5/5

Alefarm – Down Under Series Nelson Sauvin

Double IPA (44 cl) – 7,8% ABV

Relativ klar, strågul øl med et let svæv og en høj skumkrone. Tæt aroma med stenfrugter, hvede, galiamelon, biscuit og pomelo. Let krop med en frisk karbonering og en livlig mundfølelse. Elegant øl med stort spil i den krydrede profil, som har en let finish af grønne jordbær og marcipan.

55 DKK

4/5

The Many Worlds Brewing – The Only Home We’ve have ever known

Amerikansk/New England IPA (44 cl) – 6,9% ABV

Tåget, gul øl med en reduktiv, men krydret næse. Øllen åbner sig i glasset med noter af sur passionsfrugt og moden blodappelsin. Fyldig og blød mundfølelse, hvor de meget store mængder humle lægger sig i mundhulerne. Markant bitter finish.

60 DKK

3,5/5

Gamma – Sense of Occasion

Triple IPA (44 cl) – 10,5% ABV

Æggeblommegul øl med en solid skumkrone. Fyldig aroma med citrusnoter, fersken, passionsfrugt og en smule mango. En kraftig og fed øl med en meget blid karbonering. De store mængder alkohol er skjult flot af de tropiske frugter, som følger øllet til dørs. Bitterheden er underspillet, men sørger dog for at holde sødmen i skak, og øllet fremstår tilnærmelsesvis balanceret.

70 DKK

4,5/5

Alle priser er inkl. moms og er indhentet fra detail- og specialhandlen.

Fik du læst den populære test af alkoholfri øl? 0,0 % og 6,4 % behøver ikke smage af det samme

You may also like

Efterlad en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.