
Farven er den direkte modsætning til indpakning. Den er kulsort og lige så meget knald der er på farven, er der på aromaen på denne knap 4 år gamle øl. Aromaen er dyb, og rig på chokolade, ristet malt og peanut butter. Selvom, der hverken er brugt peanut butter eller kiks i øllen, er det ret tydeligt, hvorfor det hedder en peanut butter & biscuit imperial stout. Den smager simpelthen som en drøm. Yellow Belly er creamet og har en fyldig krop. Der er ristede noter, lactose, skumfiduser og så er det bare som at bide i en blød kiks med peanut butter på, dog uden den klæge fornemmelse den rigtigt peanut butter har det med at have. Yellow Belly holder 11 %, men den booziness jeg synes at huske fra en tidligere smagning er helt foretaget sig, selvom den stadig har en smule varme i sig. Fremragende øl, med et fremragende budskab. Fuck racisme.
★★★★★★
1 kommenter
[…] Yellow Belly 2016 – anmeldelse […]