Wiibroe Porter

af Kasper Mundt-Nielsen

Her har vi med en vældig gammel sag at gøre. Ikke lige min flaske, den er ikke mere end et år gammel, men selve øllen. Wiiibroe Porter blev lanceret i 1930. Jeg må være svar skyldig på, hvorvidt den har fået ændret opskrift i mellemtiden, men hvis vi har med en 90 år gammel opskrift, der kun lige er blevet justeret i kanterne, er det jo egentlig ret sjovt at sidde med sådanne et stykke tyktflydende sort historie i glasset. Men mon dog. Wiibroe Porter bliver i dag brygget af Carlsberg. Wiibro Bryggeri stammer fra Helsingør, hvor det blev etableret helt tilbage i 1840, hvor de i deres levetid nåede at lave en masse spændende øl, lige fra pilsneren, til lageren og altså deres porter Imperial Stout, som vi i dag kender som Wiibroe Porter og som klassificeres som en baltic porter. Det var også Helsingørbryggeriet, der som de første i landet, i 1935 påbegyndte produktionen af Coca Cola, sideløbende med deres egne varemærker. I 1964 blev aktiemajoriteten i bryggeriet solgt til Carlsbergfondet og Tuborg, og så er der sørme ikke rigtigt sket så meget spændende hos dem siden.

Anyway, men hvad med øllen i dag så?

Wiibroe Porter, tidligere Wiibroe Imperial Stout er en let tyndbenet Baltic Porter på 8,2 % Altså ikke helt det store sus, man forventer af en balter, men stadig en porter, der sagtens kan stå på egne ben. Øllen er helt sort, dog let brun i kanten. Duften er en blanding af toffee, lakrids og mild mokka. Øllen er både sødmefuld og tung, trods den letbenede kommentar (skal vi ikke bare stryge Baltic og kalde det en porter?), der er både kaffe og en meget markant engelsk lakrids, der følger øllen helt til dørs – den bliver virkelig hængende. Porteren har en metallisk og noget boozy profil, men er egentlig en ret smoothe oplevelse.

En glimrende øl, der står lidt i skyggen for Carlsbergs egen porter. Det bliver til meget store tre stjerner.

★★★☆☆☆

You may also like

Efterlad en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.