Selvom jeg måske ligner en, så er jeg altså ikke en kagemand. For mig er den bedste dessert et par gamle mugne oste med et godt glas vin eller barley wine. Men drikkelige kager, se, så snakker vi igen! Stik mig en smæskefed pastry stout eller en kirsebærs crème brûlée sour. Læg dertil, at jeg er glad for høje alkoholprocenter, alskens spiritus og fadlagring, så var der bare et eller andet i mig, der slog klik, da jeg fandt My Honningkage Is Bigger Than Yours Cognac Barrel Aged fra To Øl. Er der nogensinde lavet en dessertøl, der er mere mig? Det svar måtte jeg naturligvis opdage for mig selv.
Øllen er også lavet i en version lagret på bourbonfad samt en, der ikke har haft glæde af en trætønde. Bourbonfad er min præference, skal jeg vælge, men der var ikke flere tilbage da jeg stormede ned på Sønder Boulevard, så cognac it is! Og jeg er ikke skuffet, bestemt ikke. De hårde fakta først:
Barley Wine, 13,9 %, 25 cl. Både bourbon og cognac står til 55,- på toolbeer.dk

Næsen er mega kompleks, hvor man sagtens fornemmer både cognac og vanilje, men også muskatnød og kardemomme. Smagen er som at bide i en honningkage, med alt dertil hører som kanel, honning, brun sukker, figner og sågar lidt ingefær, men mundfylden er vinøs og silkeblød, som en barley wine skal være. Jeg savner virkelig en god, blød skimmelost til denne enorme øl. Og det er en fantastisk stor øl i en lille-bitte flaske. Øllen, der måske ikke burde virke, eller i hvert fald ikke smage en kanelforskrækket voksen mand som jeg, er så utroligt harmonisk. Jeg er ikke engang købt, jeg har selv brugt mine surt optjente lommepenge på bajeren, men jeg må understrege, at jeg er bjergtaget. Server denne til mit ostebræt over en stor, fadlagret chardonnay fra bourgogne, tak. Et match made in heaven.
Det er en øl, der bliver hængende i gummer og gane længe efter man har taget en tår og er man til honningkage, fad og cognac, så skylder man sig selv at prøve den.
★★★★★★ – Det udløser et kvalitetsstempel ”Bare God Smag” herfra, som er den højeste udmærkelse, der uddeles herfra. Grafikken er undervejs.