Syv trappistklostre på en aften

af Kasper Mundt-Nielsen

Fredag aften, lige midt i Disney Sjov, stod den på trappistølsmagning i Danske Ølentusiasters Slagelsesafdeling, anført af ølekspert Claus Wordenskjold og Allan Glad fra Danske Ølentusiasters afdeling i Næstved. Claus og Allan tog os helt med ind på intet mindre end syv trappistklostre, fra nær og fjern. Det blev en lang og våd rejse, der endte med et publikum i særdeles godt humør.

Inviteret.

Det er ikke første gang jeg har besøgt Wordenskjolds Ølklub og det er heller ikke sidste gang. Claus Wordenskjold har taget onlinemulighederne, for at smage øl sammen – hver for sig – til sig og fundet et format, der bare fungerer. Når verden ikke er ramt af en global pandemi, foretages ølsmagninger helt analogt, i Wordenskjolds kælder, i Ringsted. Men når det nu ikke er muligt at mødes, er det nu også i den grad hyggeligt at mødes til god øl i sikkerhed, hjemme bag skærmen.

Læs om min første gang jeg var På besøg i Wordenskjolds Ølklub – her kan du læse mere om hvordan en online ølsmagning foregår.

Denne smagning var arrangeret for Danske Ølentusiasters afdeling i Slagelse, hvorfor man skulle være medlem af foreningen, for at kunne deltage. Ikke nødvendigvis lige netop denne lokalafdeling, men Danske Ølentusiaster generelt. Og der var mange, der havde tilmeldt sig; der var solgt 23 kasser af syv trappistøl. I langt de fleste tilfælde var der to eller flere om kasserne, så et slag på tasken vil være, at godt 50 personer deltog i ølrejsen.

Men hvad er en trappistøl egentlig?

Kort fortalt er en trappistøl, en øl, brygget af trappistmunke. Historien bag trappistmunkene, og hvordan det kom sig til, at de brygger noget af det mest eftertragtede øl i verden er meget lang. Den kan du høre, når Claus holder endnu en trappistsmagning, den 1. april. Her kan alle deltage: online trappistsmagning

Der er 14 klostre, der producerer øl, som er anerkendt af den internationale trappist forening. Men ikke alle har ret til at bruge eftertragtede Authentic Trappist Product (ATP) logo, som kræver, at øllet brygges på et kloster, hvor der fortsat bor munke. Det betyder blandt andet, at den øl fra Achel, vi smagte vil få frataget deres ATP, da der ikke længere bor munke på klosteret. De bibeholder dog retten til at kalde øllet trappistøl, da klosteret hører til under Westmalle klosteret og abbeden besøger Achels kloster ugentlig og overvåger ølproduktionen. Derudover får det franske kloster Mont des Cats bryggeret deres øl hos Chimay og spanske Cerveza Cardeña Trappist får også brygget deres øl uden for egne vægge. Spanierne er ved at installere et bryggeri på klosteret og forventes at blive det 12. kloster med ret til at benytte Authentic Trappist Product logo og dermed erklære sig, som et officielt trappistbryggeri.

Følgende bryggerier kan benytte logoet: Westmalle, Westvleteren/St Sixtus, Chimay, de Koningshoeven (La Trappe), Rochefort, d’Orval, Engelszell, Spencer, Zundert, Tre Fontane, Tynt Meadow. Og måske snart Cardeña Trappist.

Undervejs i smagningen får vi historien om, hvordan trappistordenen opstod og historier fra de medvirkende klostre. Munkene har igennem historien bredt sig over hele verdenen, og hvis historien havde villet det anderledes, kunne vi endda have haft vores helt eget trappistbryggeri på Bornholm. Her rejste seks belgiske munke til, fra trappistklosteret i Achel og stiftede Myrendal Kloster i Olsker. Desværre, vil nogen sige, specialiserede de sig i bogbinderi fremfor ølbrygning. I dag er der kun to medlemmer tilbage på klosteret, så vi skal nok ikke sætte næsen op efter dansk trappistøl.

Til gengæld kan man få en amerikansk Trappist fra Saint Josephs Abbey i byen Spencer, Massachusetts. Spencer blev optaget som et officielt trappistbryggeri i 2014 – nummer 10 i rækken – og inden de åbnede døren for deres nye og moderne bryggeri, havde de søgt inspiration hos samtlige af de andre trappistbryggerier. Som de amerikanere de nu er, har de givet sig i kast med en række forskellige øltyper og stod blandt andet bag den første, klassiske IPA fra et trappistkloster. De laver også trappist imperial stout, som jeg vældigt gerne vil have fingerene i. Spencer har, for ikke at det skal være løgn, også lavet en collab munke-IPA med italienske Tre Fontane Abbey: Sinergia ’19.

Også England har sit eget trappistbryggeri, Mount Saint Bernard Abbey. De blev optaget i International Trappist Organisation i 2017/2018 og i 2018 udgav de deres første, og hidtil eneste kommercielle øl, Tynt Meadow. Den er karakteriseret som en Dubbel, men som Claus Wordenskjold siger, så byder englænderne her ind med andre noter og nuancer, end de fleste andre trappistklostre. Den smager mere af en gammeldags, engelsk brown ale. Ikke det tynde sjask, som mange brown ales er i dag. Den er både fyldig og rig på smag.

Udover selvfølgelig Belgien, USA og England, finder du officielle trappistbryggerier i Holland, Italien, Østrig og måske snart Spanien.

Forsætter efter billedet

Informativ infografik og gode øl gør undertegnede glad.

Pater, Singel, Dubbel, Tripel og Quadrupel – forvirret?

Det skal du ikke være. Nok er det svært at finde et endegyldigt bevis på hvorfor de er navngivet sådan, men det er ikke så svært at finde rundt i.

Singel, Enkel, Pater eller Patersbier – kært øl har mange navne – er munkenes bælleøl. Normalt en øl, der kun bliver brygget til munkene på klosteret, men efterhånden har flere fundet vej til den brede offentlighed. Stilen varierer fra kloster til kloster, men er gerne lyse, tørre, humlede og top-fermenteret med belgisk gær, så man ikke er i tvivl om, hvad man drikker. Desuden er alkoholprocenten gerne i den lave ende. St. Bernardus Pater 6 er en af de eksempler, der går imod dette. Denne Pater brygges, så den minder om en Dubbel og holder en ABV på 6,7 %.

Men hvad var det så nu lige en Dubbel var. Historikerne er ikke enige om, hvorfor øllet er navngivet som det er. Nogle mener, at det er et udtryk for mængden af malt, der indgår i øllet, hvor Quadrupel har mest og Singel mindst. Andre mener simpelthen, at det var måden hvorpå man markerede styrken i øllet, på tønden, mens den lagrede. Ét kryds for en Singel, fire for en Quadrupel.

Desuden skifter øllet farve, for hver gang det skifter navn. En Singel er primært gylden, Dubbel mørk, Tripel lys og gylden og Quadrupel… ja, mørk. Alkoholmæssigt rangerer vi fra cirka 5 til mere end 11 %. Quadruplen Rochefort 10 holder hele 11,3 %.

I Danmark har vi også bryggerier, der giver sig i kast med trappistkloner. Blandt andet Herslev, hvis Quadrupel jeg kårede til den fjerde bedste julebryg i 2020. Fem danske julebryg du skal smage.

Som en hovedregel er trappistøl top-fermenterede og flaskemodnede, selvom vi også ser flere fadlagrede trappistøl i disse dage. Estere såsom banan og honning, og fenolen, som giver en aroma af nelliker vil ofte være at finde i øllet.

Ølanmeldelser

Herunder anmelder jeg de syv øl fra trappistølsmagningen og det er de samme øl, der går igen i online smagningen den 1. april. Så læs med, hvis du er nysgerrig. Vil du deltage uden forhåndsviden og bias skal du lukke ned her.

Spencer (Saint Joseph’s Abbey) – Trappist Ale (USA)

Single  6,5 %

Gylden øl, med et let krone af skum. Bløde estere, der primært dufter af banan, med et hint af citrus og karamel. Fyldig, sødmefuld krop med en frisk karbonering. Rig på sød frugt, rørsukker, men også med en citrus, der går igen i smagen, som sikrer en friskhed. God balance. Mild, let krydret bitterhed.

★★★★☆☆

Chimay (Abbaye Notre Dame de Scourmount) – Chimay Première (Belgien)

Dubbel 7 % ABV

Nøddebrun øl med en beige, fyldig skumkrone. Let aroma af hasselnødder, malt, brun farin, bær og frugter. Mediumfyldig krop og en medium frisk karbonering og masser mørke, sødmefulde og karamelliserede frugter. Blød finish med en lige så blød bitterhed.

★★★★☆☆

Tynt Meadow (Mount Saint Bernard Abbey) – Tynt Meadow (England)

Brown Ale 7,4 % ABV

Mørk kobberfarvet øl, med en let brunlig skum. Intens duft af fermenterede rosiner. Syrlig og sødmefuld. Vinøs og frugtig. Mild karbonering i den krydrede og fyldige krop og en udpræget smag af tørrede frugter, især figen, rosiner og svesker, men også masser ristede noter. Ligger ikke skjul på procenterne, på nogen måde. Bitter chokolade, men mild humlebitterhed. Spændende og dyb oplevelse.

★★★★☆☆

Achel (De Achelse Kluis Sint-Benedictusabdij) – Achel 8 Blond (Belgien)

Tripel 8 % ABV

Næsten klar, gylden øl med et høj, luftig, hvid skum. Krydret, maltet næse og milde, hvide blomster. Fyldig, floral øl med et let humlebid. Frugtig, sødmefuld og dyb øl. Masser power og slutter tørt og bittert

★★★★☆☆

La Trappe (Abdij Onze Lieve Vrouw van Koningshoeven) – La Trappe Tripel (Holland)

Tripel 8,5 % ABV

Flot og typisk belgisk, gylden øl med sit karakteristiske flotte, fyldige og kridhvide skum. Krydret appelsin, en smule banan samt rørsukker i næsen. Mild karbonering, medium krop og en bitter appelsinskal, der følger øllet til dørs. Jeg vil kalde det en god, men avanceret begynder trappist. Der er både banan, milde nelliker, karamel og endda lidt hø at finde i smagen, hvis man leder længe nok. Men det bliver aldrig ekstremt. En blød, god Tripel.

★★★★☆☆

Engelszell (Abbaye de Stift Engelszell) – Gregorious (Østrig)

Quadrupel 9,7 % ABV

Mørk, sveskebrun øl med et rødligt skær. Umådelig dyb aroma af tørret frugt og malt. Så dyb som aromaen er, lige så dyb er smagsprofilen. Kroppen er meget fyldig, og rig på svesker, figner, brød og endda noget chokolade. Intens. Medium bitterhed. Der er lidt medicinskab over øllet, som kan virke afskrækkende for nogen.

★★★★☆☆

Trappistes Rochefort (Abbaye Notre-Dame de Saint-Rémy) – Rochefort 10 (Belgien)

Quadrupel 11,3 % ABV

Dyb rød kulør, med et højt brunligt skum. Milde bananer, mørk frugt og rørsukker rammer næsen. Fyldig, cremet øl mødes af en medium karbonering, der med sine små fine og perlende bobler bryder den fyldige sødme. Mild bitterhed, en generel flot balance og spændende kompleksitet.

★★★★★☆

Vi slutter af med en hyggelig opsamling på aftenens forløb og lidt hyggesludren. Har Rochefort øl og ost med hinanden at gøre? Nogen anbefaler Skt. Bernadus for deres gode Bed & Breakfast. Og lignende spørgsmål og svar flyder. Endnu en gang en dejlig aften med god øl og ikke mindst godt selvskab.

Vil du også smage øllene og opleve de gode historier på første hånd, kan du stadig nå at tilmelde dig den næste trappistsmagning, den 1. april her: online trappistsmagning

You may also like

2 kommentarer

Lars Hoffmann 8. april 2021 - 21:46

Jeg er stor fan af Trappist øl, – så jeg er ved at smage mig igennem dem alle.

Svar
Kasper Mundt-Nielsen 9. april 2021 - 07:22

Som i samtlige Trappistøl? Det lyder som et ærværdigt tiltag. Måske du vil dele dine tanker om øllet, når du er færdig?

Svar

Efterlad en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.