Carlsberg flytter Husbryggeriet Jacobsen til Fredericia og har samtidig bygget et nyt “mikrobryggeri” ved Grimbergen klosteret. Det kan være et tegn på, at man for en tid sætter Jakobsen på sidelinjen og satser på udenlandsk “craft”.

I 2020 gik salget af Grimbergen frem med intet mindre end 30 % herhjemme. De danske forbrugere slubrer den søde, belgiske saft i sig. Det er en trend, som Carlsberg øjensynligt har haft for øje i en årrække, for tilbage i 2019 afslørede den danske bryggerigigant, at de havde fået tilladelse til at opføre et bryggeri inden for murene i Grimbergen-klosteret. Op til opførelsen af bryggeriet, har man uddannet Fader Karel i bryggeriets kunster – både moderne og de traditionelle belgiske. Fader Karel udtalte dengang:
“Øl har altid været en del af livet på klosteret, og vi er stolte over de øl, vi har i dag. Vi har virkelig nydt at læse mere om tidligere tiders bryggetraditioner i disse gamle tekster. Vi har brugt timer på at bladre gennem bøgerne, som er skrevet på latin og gammel-hollandsk, og har opdaget ingredienslister for øl, der blev brugt i tidligere århundreder, humle, typer af tønder og flasker og endda en liste over de faktiske øl produceret for flere århundreder siden. Den nye viden tilføjer til vores bryggerihistorie, og jeg glæder mig virkelig til at kombinere dette med min træning og dermed genoplive brygning på Grimbergen Abbey. Vi vil fortsætte med at studere for at lære mere af bøgernes uopdagede hemmeligheder.”

Som led I en klar strategi fra Carlsberg, er det naturligvis ord som mikrobryggeri, kloster og oldgamle traditioner, der tages i brug. Det såkaldte mikrobryggeri, i klosteret, benytter sig altså af oldgamle, traditionelle metoder. Med dem, brygger de 10.000 hektoliter (1.000.000 liter) Grimbergen-øl, der er tiltænkt restaurationsbranchen. Med andre ord, ikke øl, vi vil komme til at købe i supermarkedet, men når vi er ude at spise eller nyde en god øl på en bar. Der er ikke en dansk definition på størrelsen for et mikrobryggeri, men i USA kan man, hvis man producerer under 17.600 hektoliter kalde sig et mikrobryggeri. Så selvom det lyder som vanvittige mængder, har Carlsberg sit på det rene.
Carlsbergs CEO Cees’t Hart siger om åbningen af det nye bryggeri:
“Vi tror på, at dette nye kapitel vil være med til at forme fremtiden for belgisk ølkultur. Grimbergen har en helt central plads i vores voksende portefølje af specialøl, og bidrager til den kraftige vækst, vi oplever i denne kategori. Klosterets mikrobryggeri er et vigtigt skridt for os i bestræbelserne på at videreudvikle vores specialøl og imødekomme den stigende efterspørgsel. Dette smukke klosterbryggeri vil tage ølelskere fra hele verden med på en spændende smagsrejse.”
Grimbergen Mikrobryggeri vil have bar og restaurant tilknyttet, så besøgende kan nyde de særlige øl alene eller parre dem med lækker mad. Senere på året slår Grimbergen også dørene op til et nyt besøgscenter, så man kan dykke endnu dybere ned i klosterets og bryggeriets spændende historie.
Det første batch af øl, der kom ud af dørene på det nye bryggeri er for nyligt blevet fremvist for en række af koncernens samarbejdspartnere og jeg har også haft glæde, ved omveje, at få fat i et sæt, som jeg præsentere nederst i artiklen. Det drejer sig om følgende: Grimbergen Magnum Opus Brut Beer, Grimbergen Ignis Quadruple og Grimbergen Astrum Pale Ale.

Med disse tre øl udvider de den nuværende linje af øl, der i øjeblikket består af Blonde, Noël, Rouge, Blanche, Belgian Pale Ale og Double-Ambrée.
Og et større udvalg, kan kun begejstre, hvis man ser bort fra det faktum, at disse øl kommer til at tage hyldeplads fra ikke bare Jakobsen, hvor der ifølge jungletrommerne hersker intern uro, men også fra de danske bryggerier har væsentlig mindre økonomiske muskler end Carlsberg, hvorfor kampen kan syne tabt på forhånd. Men for de forbrugere, der nyder en Grimbergen vil et større udvalg måske åbne døren til en ølverden, der består af mere end Grimbergen.
Grimbergen Magnum Opus

Biére Brut 8 % ABV
En kridhvid, luftig skumkrone lægger sig blødt over den klare og blege, strågule øl. Aromaen er rig på frugtige estere og gær. Her finder vi både æbler og pærer, og sarte, hvide blomster. Kroppen er let, karboneringen er frisk med små piblende bobler. Forrest på paletten er citrus- og druejuice, efterfulgt af æbler og rørsukker. Øllen bærer tydeligt præg af Nelson Sauvin humlen og det er vældig interessant. Selvom jeg nævner rørsukker, er øllen tør, sprød og forfriskende. Under den tørre finish finder vi en lidt flad maltprofil. Det er en anderledes måde at præsentere belgisk klosterbrygget øl.
Jeg er glad for tør øl- og vin, men jeg synes den bliver en kende for sur til at nyde den alene. Men jeg tror virkelig den vil kunne udfolde sig til skaldyr.
★★★☆☆☆
Grimbergen Astrum

Pale Ale 6 % ABV
Gylden og uklar øl med en cremet, mælkehvid skumkrone. Fyldig og frugtig aroma. Det belgiske særpræg benægter sig ikke, men gær og bananer viger hurtigt for tropiske frugter som passionsfrugt og citrus. Gode mængder rørsukker, et godt, krydret humlebid og passionsfrugt går i en flot symbiose med en ret markant bitterhed. Kroppen er medium-minus til mediumfyldig og karboneringen mild. Trods en både krydret og sødmefuld oplevelse er finishen sprød og præcis. Der er en uvant kompleksitet over en ellers ofte ligetil ølstil, som fryder mig. Jeg ville nyde den til et ostebord med både milde og modne oste.
★★★☆☆☆
Grimbergen Ignis

Quadruple 10 % ABV
Øllet står flot i glasset med en klar, ravgylden kulør og et luftig, off white og letlevet skum. Det er en sødmefuld og nøddet aroma, der forlader glassets kant. Karamel, brun farin og svesker runder næsen af. En god karbonering og en fyldig krop opsamles af en sødmefuld, karakteristisk belgisk smag af rørsukker. Herunder finder man en fin og meget mild røget maltprofil. Den bøgerøgede malt bidrager med en umami kødsmag, som lidt vulgært kan beskrives som glaseret skinke, men det fungerer og på ingen måde fremstår vulgært. Det er en alsidig øl, der kan begå sig til alt fra smørrebrød til simreretter. Flot øl.
★★★★☆☆