Stone fylder 25 år og har til lejligheden brygget en vild TIPA. Den er fra i dag, den 24. februar 2022 på hanerne på Skaal i København og Sønderborg samt på Sherlock Holmes Pub i Århus. Samtidig fejrer de tre steder det med en lille tap takeover og her er et indblik i blot nogle af de mange øl, der er at finde på de tre beværtninger.

Stone – Dayfall
Witbier 5,5 % ABV
Lys, strågul øl med en hvid skum, der lægger sig i kanten af glasset. Den dufter af appelsinskal og koriander, og en snert af hubba bubba tyggegummi, som også går igen i smagen. Let, men friskt karboneret wit med en sødmefuld, slikken kant. Mild, men lang eftersmag. Øllen virker ved første øjekast umiddelbar, men dykker man ned i den finder man udover appelsinskallen, korianderen og slikken både peber, blomster og græs.
★★★★☆☆
Stone ft. Dechutes – Lets Bee Homies
IPA med blackberry honey & blossom honey 7,5 % ABV
Klar gylden øl med en cremet hvid skum. En skøn floral næse med en frugtig tropeskov inklusive appelsiner, solbær og grapefrugt, læg dertil en god omgang fyrrenåle. Mediumfyldig, nærmest cremet, med små piblende bobler. Mødes af en markant humlebitterhed, som bløder ud i en sød, frugtig honning. Blød øl med høj drinkability og en medium-høj bitter finish.
★★★★☆☆
Stone – Sublimely Self Righteous
Imperial Black IPA 8,5 ABV
Kulsort øl med en mokkabrun skumkrone. Klare, mørke og ristede noter blander sig med en frisk humleprofil. Peber, græs, fyrrenåle, kaffe og en mørk bitter chokolade. Overraskende let krop og en mild karbonering møder smagsløgene og ganske kort efter bliver de bombarderet af humlebitterhed og bitterheden fra den ristede malt. Det er svært at se bort fra bitterheden, men smager man godt efter er der en fin chokolade og grønne, krydrede humlenoter herunder. En markant bitter finish.
★★★☆☆☆
Stone – 25th Anniversary Triple IPA
Triple IPA 12,5 % ABV
Klar, gylden IPA med et rødligt skær. Cremet, men sart hvid skumkrone. Intens frugtig næse, med en kandiseret, sødlig kant, fyldt med markblomster, honning og limetta (sød citrus). Fyldig og blød krop, men en vild, vild bitterhed blander sig med en sødme ala skumfiduser. Den er farligt let at drikke, hvis man nyder en bitter øl. God balance mellem alkohol og bitterhed, men den er intens, så hav det med i overvejelser, inden du ser min, subjektive karakter.
★★★★★☆