[Reklame: Skanderborg Bryghus har sponseret øllet]
Skanderborg: en by, der for mange herovre i Hovedstaden mest er kendt fra Peter Sommers 8660 – og for de lidt ældre, også Dorthe Kollos Gid Du Var I Skanderborg fra 1968 – huser et stolt bryghus, der sidste år udvidede produktionen markant. Nu lancerer de en ølserie i begrænset oplag, som jeg har haft muligheden for at smage på.

Fra at være et mindre bryggeri med nøglefokus på de lokale kunder kunne Skanderborg Bryghus efter en stor udvidelse pludselig invitere sigøjnerbryggerier ind og andre projekter; senest fik Danske Ølentusiaster brygget deres serie af IPA’er til Ølvalget 2020. Derfor er det kun naturligt, at ølinteresserede rundt om i landet får øjnene op for Bryggeriet på Danmarksvej i Skanderborg. En by, der selv for en københavnersnude kan så meget mere, end at være et soundtrack til fornøjelige aftener. Der er jo for eksempel den der smukke festival i sensommeren, en sø og cirka 20 kilometer til Himmelbjerget – og selvfølgelig Skanderborg Bryghus.
Jeg har primært drukket øl fra Skanderborg, når vi har ferieret i det jyske, og det har været helt OK. Og var der været episoden omkring Ølvalget, hvor Skanderborg blev bedt om at brygge tre IPA’er, der skulle hjælpe danskerne, til at finde deres favorit IPA-stil. Skanderborg Bryghus har ikke historisk set været kendt for at brygge IPA’er, så jeg ser frem til at smage mig frem til, hvad de har lært efter det samarbejde.
Faktum er, at det er et relativt uprøvet bryghus for mit vedkommende, men jeg kan simpelthen ikke stå for muligheden, for at smage en økologisk Limited Edition Release af tre forskellige ølstile – heriblandt en IPA – hvor der er blevet kælet særligt meget for øllet.
Limited edition skal man dog tage med et gran salt. Det er ikke en BrygBrygBryg release af 15 flasker, men derimod 10.000 styk. Formentlig hvad der svarer til en enkelt brygomgang på 7500 liter. En ordentlig røvfuld, men når man kan brygge 4 millioner liter om året og udgivelsen formentlig er en engangsforseelse, giver det alligevel mening, at kaldet det en Limited Edition Release. Til sammenligning, brygger foromtalte BrygBrygBryg – et af de mest spændende danske mikrobryggerier – cirka 400 liter om måneden.
Det gjorde BrygBrygBryg i hvert fald, da jeg interviewede dem i marts, da Coronakrisen for alvor fik fat i Danmark: Interview med BrygBrygBryg
Nu har Skanderborg Bryghus altså lanceret en smagekasse til 250 kroner bestående af en Imperial IPA, en Belgisk Dunkel og en Klosterøl – hver på 75 cl og procenter der varierer fra 11, % til 13,5 % og det glæder jeg mig umådeligt til at dykke ned i.
Skanderborg Bryghus – Castrum
Imperial IPA 11,5 % ABV

Skulle du være i tvivl, er en Imperial IPA en India Pale Ale, hvor der bliver skruet op for humle, bitterhed og ikke mindst alkohol. Den store humlekoncentration og høje alkoholprocent giver en kompleks og udfordrende smags- og aromaprofil.
Castrum har en helt ren og klar, rubinrød farve og en beige skumkrone. Humlefrisk næse med citrus, karamel, sødmefulde stenfrugter såsom mango og litchi, og en underliggende olieret fornemmelse af kokos. Kroppen er stor og indbydende. Fed ligefrem, og smagen er rig på eksotiske frugter. Castrum er blidt karboneret og alkoholen spiller sammen med frugten en fremtrædende rolle. Mango, mandariner, ananas og kokos danser pardans med den tunge og let kluntede alkohol til et britisk, bittert pophit, der ikke spiller helt højt nok. Jeg så gerne en mere markant bitterhed, for at skabe en bedre balance i øllet (og lidt mere havre måske også), men jeg er ret imponeret over kvaliteten, for trods lidt skønhedsfejl, smager det umådelig godt. Der er meget krop, saft og power i øllet og det er ikke sådan, at den ikke er drikkeværdi om et par måneder, men jeg vil helt klart anbefale at få fingrene i den nu, mens humlerne fremstår så friske og eksotiske som de gør nu. En smuk deleøl en vinteraften eller vinterens tunge retter. Julefrokostbordet kan den også sagtens klare. Fræk servering til en æggemad med store flotte rejer, mayonnaise, salt og peber (glem dilden). Oplagt til flæskestegssandwichen. Fire store stjerner.
★★★★☆☆
Skanderborg Bryghus – Turris
Belgisk Dunkel 12,5 % ABV

Turris er en nærmest sort, kastaniebrun øl og skummet fremstår orangegyldent til brunligt. Øllet har en intens karamelaroma, krydret med kanel og appelsin. Mine første tanker leder hen på en julebryg. I munden er den fyldige øl først og fremmest sød og cremet. Sikken en maltkrop Turris har. Under den umiddelbare og kraftige, sødmefulde og alkoholrigøl mødes man af den krydrede ingefær og kanel, bitter og frugtig appelsin samt den klassiske belgiske banansmag. Det hele bliver pakket ind den fyldige karamelkrop. De tilsatte krydderier fremhæves på smuk vis, når øllet får lidt varme i glasset. Skanderborg Bryghus anbefaler at servere den ved 10 til 14 grader. Jeg synes bedst om den efter den har rundet 12 grader, hvor den opleves silkeblød og vinøs i munden og bitterheden fremstår en smule mere medgørlig, så husk at tage Turrus ud af køleskabet i god tid. Turris ændrer karakter over tid og det var en fornøjelse at smage den over mere end en time, hvor den endte med noter af saltlakrids – super lækkert.
Jeg bryder mig generelt ikke om blandingen af kanel, ingefær og appelsin, og jeg synes sødmen tager overhånd, men man kan ikke sætte en finger på kvaliteten af øllet, så hvis det er en ølstil, der tiltaler dig, vil du ikke blive skuffet.
Prøv til pulled pork med en lækker, klistret barbecue sovs – eller mere traditionelt, til blåskimmelost. En øl, der kan gå til både hovedret og dessert.
★★★☆☆☆
Skanderborg Bryghus – Castellum
Abbey Ale 13,5 % ABV

Kulsort øl med en brunlig kant. Det kortlivede skum, skummer højt og rødbrunt. Duften er præget af chokolade, blommer, dadler og røde, søde cocktailbær. Kroppen er tyk som olie og mundfølelsen fantastisk. Omfavnende og cremet, sød øl. Tankerne leder hen på en Lamumba, men i stedet for en Cocio eller Matilde kakomælk, er det en mørk og bitter chokolade, der danner rammen om den rige smagsoplevelse, der også rummer underspillet frugt som blommer og svesker. Man er ikke i tvivl om, at der er brugt rige mængder rørsukker, både i smag, fylde og aroma – det er en øl for sukkergrise. De store mængder alkohol er rigtigt flot indarbejdet i øllet, men som øllet når de rette temperatur fornemmer man er et bid af alkohol, som jeg finder charmerende, men som ikke vil være for alle. Det er en deleøl og gerne blandt flere end to.
Jeg ville pairre øllet, som jeg ville med en portvin. Oplagt til ost, både hvid- og blåskimmel. Den vil akkompagnere en chokoladekage fint, men gerne med en fed vaniljeis til. Kunne være sjovt til nipsemad med tørret kød, ost og oliven.
★★★★☆☆
Man kan købe alle tre øl i en gaveæske til 250 kroner her: Skanderborg Bryghus
Det er mange penge for tre øl, men både i størrelse og alkoholprocenter kan de sammenlignes med vin, og jeg syntes det er den helt rigtige pris for Great Skanderborg serien. Var vores lille families forsamlinger ikke aflyst her i julen, ville jeg med glæde have brugt den som værtindegave.
Der er ingen tvivl om, at alle tre øl er til den søde side, men det klæder øllene og jeg må indrømme at have erfaret her i julen, at jeg nok er lidt af en sukkergris, så det gør slet ikke noget.