Lyse belgiske ales

af Kasper Mundt-Nielsen

Belgien er et slaraffenland for ølnydere: et kig på de lyse belgiske øltyper. Artiklen er en del af Food&Drinks serie Ølpanelet, hvor en gruppe af branchefolk, undertegnede inkluderet, til hver udgivelse går i dybden med en ølkategori. Artiklen kan læses i magasinform her: Food&Drink nr. 3

Panelet smagte sig igennem 10 lyse belgiske øl.

Da der blev sat skub i øludviklingen herhjemme omkring årtusindeskiftet, var noget af det mest interessante øl, som var til at fremskaffe, fra Belgien. Nok buldrede det amerikanske øl også frem, men øllet landede sjældent på dansk jord. Samtidig var Belgien blandt de mest yndede rejsedestinationer for danske rejselystende ølnydere. Det har skabt en generation af ølnydere, for hvem belgisk øl er lig med god øl og gode oplevelser, hvilket sikrer en nogenlunde konstant interesse for det belgiske øl.

I dag importeres fremragende øl fra hele verden, som præsenteres på butikshylder og tappehaner side om side med dansk lige så fremragende øl. Med andre ord er vi voldsomt forkælede i dag og belgisk øl har nok den samme kvalitet som dengang, men skal altså dele rampelyset med resten af verden. Til gengæld er de yngre generationer de senere år blevet mere opmærksomme på især de syrlige varianter, hvor romantiske fortællinger om tøndelagring, vildgærskulturer og håndværk går lige i ølmaven.

Fik du læst artiklen Øl og kød?

Bananer og plaster

Belgisk øl er meget karakteristisk og skiller sig let ud fra de andre øl på hylderne. En ølkender vil straks fremhæve gæren som værende afgørende for, at en ret bred portefølje af ølstile kaldes belgisk – også selvom de ikke nødvendigvis er fra Belgien. Den belgiske gær udvikler rige mængder komplekse, frugtige eller krydrede noter i øllet, som stammer fra estere, fenoler og ofte også høje alkoholprocenter. Esterne præsenterer sig som de frugtige noter: æbler, appelsiner, pærer, svesker, figner og så videre. Ikke alle estere er lige eftertragtede, duften af banan kan være ønsket i nogle ølstile, mens den ikke skal være til stede i andre. Ethylacetat, eller opløsningsmiddel, er også en ester, og den vil vi fleste nok undvære i vores øl. Fenoler er krydrede og dufter af eksempelvis nelliker og koriander, men kan også dufte af roser og honning, plastik, animalsk, stald eller medicinskab.

Meget for pengene

Vi har i denne udgave af ølpanelet kigget på de lyse belgiske ales, som har fået følgeskab af en dansk, men belgisk inspireret saison. De lyse øl spænder vidt fra letdrikkelige sommerøl til komplekse sure øl og fyldige, meget alkoholrige tripler. Garden of Serenity fra Kissmeyer er kraftigt præget af pærer, som da også er tilsat øllet, men resten af øllet i testen får sin frugt og krydderi fra de føromtalte estere og fenoler. Chimays Dorée er langt den lettest tilgængelige øl med en meget høj drinkability, mens testens vinder fra Boon er næsten det stik modsatte. Den er sur, funky og kompleks – på ingen måde en begynderøl, men derimod en stor oplevelse for nørden. Den vil formentlig glæde både den erfarne ølnyder, der har besøgt Belgien over flere omgange, men især også de yngre generationer, der går mere og mere op i deres øl. Generelt har belgisk øl et usædvanligt højt kvalitetsniveau til relativt lave priser, hvilket testen også bevidner. Har man først fået belgisk øl under huden, er der en nærmest uudtømmelig kilde af spændende øl at dykke ned i og i efteråret vil ølpanelet tage de mørke, belgiske ølstile under kærlig behandling.

De lyse belgiske ales til mad

Carsten Berthelsen er forfatter, ølekspert og så underviser han på Kellneruddannelsen, som er øllets svar på sommelieruddannelsen. Han giver her et par tips til de lyse belgiske ales og mad:

– Saison og de andre gyldne ales som for eksempel duvel er særdeles velegnede som ledsager til forårets klassiske retter med hvid fisk, faste kartofler, smørsovs og asparges. Såvel hvide som de grønne. Til hvedebrød med rejer i vrimmel og hjemmegjort mayonnaise er saison et scoop. De kraftigere typer som tripel er fremragende medspillere til de samme retter, og her kan en Westmalle Tripel (9,5%) sagtens klare endog mere syre og bitterhed i maden. Denne øl er en balancegiver og et mirakel.

St. Bernardus – Wit

Witbier (33 cl) – 5% ABV

Banangul øl med et svæv og en cremet, lav skumkrone. Kraftfuld appelsinjuicearoma, friskslået, tørret græs, let banan og koriander. Fyldig og saftig øl, der er friskt karboneret. Blide noter af koriander i øllet, der, sammen med en sukkersød frugt, bliver hængende og krænger over i en helt tør finish.

24 DKK

4,5/5

Pater Lieven – Witbier

Witbier (33 cl) – 4,5% ABV

Lys, gul øl med et lavt skum. Dufter af acetone, plaster og appelsinskal. Let og lys øl med en mild karbonering, koriander og nelliker. Mild, kort og sødlig finish.

22 DKK

2/5

Brasserie Dupont – Saison Dupont

Saison (33 cl) – 6,5% ABV

Gylden øl med svæv og en høj, luftig skumkrone. Kandis, fennikel og Granny Smith-æble skaber en spændende oplevelse i næsen. God fylde og en karbonering til den kraftige side, men tilsammen giver det en fantastisk mundfølelse. Citrusfrugter, æble, fennikel, brød, koriander og gær i en herlig kompleks kompot. Bitter, lang finish.

28 DKK

4/5

Blaugies – La Vermontoise

Saison (75 cl) – 6% ABV

Gyldent hø under en høj og luftig krone af skum. Let krydret aroma, med appelsinskal, honningmelon, frisk strå fra en friskmuget stald. God krydret smag i den fyldige saison med store, lækre og bløde bobler. Peber, oregano, citrus og hø. Slutter bittert og krydret, og bliver hængende længe i svælget.

74 DKK

4,5/5

Kissmeyer – Garden of Serenity

Nordisk Saison (33 cl) – 6% ABV

Strågul, uklar øl med en lille, men cremet hvid skumkrone. En duft af raffineret sukker, korn, pære, koriander og lyng. Let krop med stort præg af gæren og frugt. Mild bitter finish.

25 DKK

3/5

Boon – Boon Oude Gueuze TESTVINDER

Gueuze (25 cl) – 7% ABV

Gylden øl med et rødligt skær. Liflig, hvid skumkrone. Funky duft af kostald, med en frugtig kant af stikkelsbær, friske æbler og citron. Smuk præsentation af øllet, der er friskt, syrligt og stadig med en let sødlig og frugtig kant. Tør og syrlig finish.

30 DKK

5/5

De La Senne – Taras Boulba

Belgian Blonde (33 cl) – 4,5% ABV

Klar, lys gul øl med en høj, fast skumkrone. Duft af vådt korn, æble, markblomster og brød. Markant humlebitter øl, med en mild sødme og en sprød finish.

29 DKK

3,5/5

Chimay – Chimay Dorée

Belgian Blonde (33 cl) – 4,8% ABV

Gyldenlys øl og et let lyst skum. Den dufter af bagte æbler, korn, umoden banan og tertiært brændt plast. Frisk, let øl med stor drinkability. Rig på æbler, korn og en behagelig krydret og floral humleprofil. Kort finish.

27 DKK

4/5

Halve Maan – Straffe Hendrik Tripel

Tripel (33 cl) – 9% ABV

Kobberfarvet øl og et højt hvidt skum, der nærmer sig knækket hvid. Maltet næse med snert af nyslået græs. Bitre noter fra orangefrugter følger trop. Fyldig og cremet øl, med en citrus og humlefrisk krop. Grønne, krydrede noter blander sig med tørrede ferskner og bananer.

37 DKK

4,5/5

Westmalle – Westmalle Tripel

Tripel (33 cl) – 9,5% ABV

Gylden øl med et cremet, hvidt skum. Krydret aroma – nelliker og koriander – med korn, byg, tørret frugt og en snert af citrus. Fyldig krop, små fine og insisterende bobler. Tørrede abrikoser, galiamelon og overmoden pære. En sødmefuld øl, der dog slutter med en frisk, bitter, lang og tør finish.

31 DKK

5/5 

Øllet, med undtagelse af Kissmeyers Garden of Serenity, distribueres af Det Belgiske Hus. Mere information: www.detbelgiskehus.dk, tlf. 40 15 04 24.

Alle priser er inkl. moms og indhentet fra Køl.dk (Garden of Serenity ekskl.).

You may also like

1 kommenter

Mørke belgiske ales – en gennemgang af mørk belgisk øl - Bare God Smag 4. oktober 2022 - 07:36

[…] ølpanel testede i tidligere på året lyse belgiske ales, og nu er turen kommet til de mørke belgiske varianter, der adskiller sig ikke […]

Svar

Efterlad en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.