Kæmpe guide til årets julebryg 2020 – del 5

af Kasper Mundt-Nielsen

Vi er kommet til vejs ende i Bare God Smags store juleølstest. Det er Bryggeriforeningen, der har sørget for, at jeg har modtaget et bredt udvalg af dansk julebryg fra hele landet, uden beregning, og indlægget skal derfor beregnes som en reklame – også selvom jeg kan stå 100 procent inde for anmeldelserne.

De sidste fire søndage har jeg anmeldt dansk julebryg og har du ikke fulgt med tidligere, kan du finde links hertil i bunden.

Jeg har været godt omkring forskellige stilarter og kvalitetsniveauer og jeg vil i en anden artikel samle op på dette års juletendenser, ligesom jeg vil fremhæve de bedste julebrygsoplevelser jeg har haft undervejs.

Øllene er anmeldt efter nedenstående skala og jeg vil gerne understrege, at jeg har forsøgt at være så objektiv som mulig i min beskrivelse af øllet, men scoren er naturligvis så subjektiv som det kan blive. I vil bemærke, at jeg ofte bruger karakteren 3 ud af 6, hvilket bestemt ikke skal lade jer afskrække – specielt ikke, hvis i bryder jer om de karakteristika, jeg mener øllet har. Scoren 3 ud af 6 giver udtryk for, at vi har med en helt OK øl, som jeg ikke nødvendigvis selv vil gå ud og købe igen, men som jeg nyder med glæde, hvis den bliver serveret for mig.

★ ★ ★ ★ ★ ★ : Outstanding smag og tildeles stemplet ”Bare God Smag”

★ ★ ★ ★ ★ ☆ : Fremragende smag

★ ★ ★ ★ ☆ ☆ : God smag og godt køb

★ ★ ★ ☆ ☆ ☆ : OK smag

★ ★ ☆ ☆ ☆ ☆ : Pris og kvalitet hænger ikke sammen

★ ☆ ☆ ☆ ☆ ☆ : Bestemt ikke god smag!

Husk, at langt de fleste julebryg har det bedst af at blive serveret noget varmere end køleskabskolde. De fleste øl i denne smagning bør serveres ved minimum 8 grader og gerne ved 10.

Anmeldelserne er delt op i 3×5 flights. God læselyst.

Fur – Vulcano Julebryg

Bock 6,2 % ABV

Vulcano er rød som rav og højt skummende. Tyk, sødmefuld aroma vælter ud over glassets kant. Rørsukker, nærmest melasse, urter og malt. Fyldig krop med en let metallisk kant, karamel, brød og nødder præger smagen. Frisk karboneret, og en generel frisk og behagelig oplevelse.

★★★☆☆☆

Grauballe Bryghus – Dark Christmas

Dark Ale 7,3 % ABV

Dark Christmas er mørk, som den mørkeste kastanje og skummet er beige og porøst. Øllet dufter af karamel, chokolade, malt og har et snert af urter og mentol. Øllet er sød og blød, med chokolade, karamel og ikke mindst noter af anis. Jeg kan godt lide, at humlen får lov at leve et liv i den mørke øl, der leder tankerne hen på hvid peber og urter. Der er masser af liv og glæde i den stærke øl fra Grauballe Bryghus, hvor jeg dog mener, at stjerneanissen bliver for markant i finishen, men det er jo en smagssag.

★★★☆☆☆

To Øl – Glögglich

Belgian Imperial Red Ale 13,4 % ABV

Mørk ravkulør og et beige skum. Øllet har en meget særegen duft, der tydeliggør, at dette er ikke en helt almindelig øl vi har med at gøre. Primære noter er rødvin og en boozy krydret, duft af melasse, der uden tvivl stammer fra romfadet. Glögglich er lagret på både rødvin, portvin og romfade, hvilket skaber den dybe og meget intense aroma, der på ingen måde minder om øl. I munden får jeg en markant smag af først og fremmest marcipan, herefter rørsukker, egetræ og en herlig vinøs oplevelse fra vin, portvin og rom. Det smager ikke af en øl med gløgg, nærmere omvendt. Kan fornemme en smule malt, en lav, men stadig piblende og pirrende karbonering og en flad, men dog omfavnende bitterhed – så øl er det trods alt. Glögglich sætter i den grad smagsløgene på prøve og du skal spørge dig selv, inden du køber den: har jeg virkelig lyst til det her? Har du, venter der en spændende oplevelse.

★★★★★☆

Albani – Jubilæums Julebryg (rød)

Bock 5,4 %  ABV

Gylden og klar øl, med en høj, æggehvid og fyldig skumkrone. Sød, maltet og kornet aroma. Mediumfyldig og creamet øl med en god, krydret fornemmelse i munden. Smagene man primært vil finde, er karamel, peber og tørret frugt. Ligefrem og lettilgængelig bock, der slutter tørt og ikke voldsomt bittert.

★★★☆☆☆

Ørbæk Bryggeri – Juleporter

Porter 8 % ABV

Juleporteren er mørk som natten og med et kraftigt, tykt og creamet beige skum. I næsen fornemmer man ingefæren og ristet malt. I smagen er ingefæren ikke parfumeret, men særdeles krydret. Kroppen er fyldig, men smagsoplevelsen med ikke særligt aromatiske dadler starter en smule flad, for først at komme op i omdrejninger med ingefæren sidst i smagsoplevelsen. Øllet er creamet og mundfølelsen skøn, men ingefæren er simpelthen for dominerende.

★★☆☆☆☆

Ugly Duck Brewing – Hoppy Christmas

IPA 5,9 % ABV

Karamelbrun og uklar øl, med et højt lyst skum. Det er i sandhed en humlet juleøl, med masser af humlenoter i aromaen. Friske citrusfrugter af forskellig karakter, fra lime til grape, præger øllet sammen med fyrrenåle. Høj bitterhed, lav karbonering og en mild smag af appelsin er det, der møder ganen i første slurk. Traditionel IPA, baseret på en sprød bund af malt og med tilpas mængder humle, der gør den til øl med fin drinkability.

★★★★☆☆

Amager Bryghus – Yule Juice

New England IPA 6,5 % ABV

Strågul og såkaldt hazy IPA, med et stort, fyldigt hvidt skum. Super humlet aroma, der leder tankerne hen til tropeskovens modne sten- og citrusfrugter og appelsinlundens søde appelsiner. I munden er øllen fyldig, creamet og ikke mindst juicy. Som en mild appelsinjuice tilsat gode mængder, krydret humle. Af andre noter kan nævnes fersken, lime, grape og hvede. Bitterheden overdøves af tropeskoven med en rigtig høj drinkability til følge. Jeg forventer, at barerne har solgt Yule Juice i stride mængder, mens de stadig havde lov. En rigtig crowd pleaser, som nok ikke er den mest julede øl i smagningen, men formentlig blandt dem, der tiltaler flest.

★★★★★☆

Ørbæk Bryggeri – Symbiostout Jul 2020

Imperial Stout 10 % ABV

Kulsort øl, med et lyst brunt og lavt skum. Allerede mens glasset befinder sig på bordet, er man ikke i tvivl om, at der er både stjerneanis og kanel i øllet. Tager man glasset til næsen, dufter den nærmest af en bitter som for eksempel Dr. Nielsen. Meget urtet og krydret næse. Også i munden er den et sammensurium af krydderier, hvor stjerneanis nok tager teten, men kanel, appelsin, malt, kaffe og sågar fadnoter fra Nyborgs gamle whiskyfade spiller med i kampen. Øllet er fyldigt, sødt og bittert. Vanvittig kompleks øl, men langt fra elegant. Er man typen, der gerne drikker mere end en enkelt bitter når man bydes, vil det være et spændende bekendtskab. Men den er bestemt ikke for sarte sjæle. Pas i øvrigt på, når i fjerner museletten over korkproppen, der meget gerne vil ud af flasken.

★★★☆☆☆

Midtfyns Bryghus – Funky Santa

Brown Ale 8,5 % ABV

Hasselnøddebrun brownale, med et fint og artigt beige skum. Aromaen er krydret, gæret og sødmefuld. Malten får lov til at komme til udtryk. Let kandiserede noter også. I munden ledes tankerne straks på de belgiske dubbel øl: belgisk sødmefuld gær, svesker og krydrede noter som koriander og peber. Alkohol og bitterheden har det med at tørre ganen ud, men så er det jo heldigt, at der er 50 cl i flasken, så man straks kan vådte den tørre plet igen.

★★★☆☆☆

Birkerød Bryghus – Vinter Økologisk Birkerød Bryg

Dark Strong Ale 6,4 % ABV

Vældig mørk øl, der hvis ikke for det høje lysebrune skum, ligner mere en porter end en strong ale. Frugtig aroma, præget af mørke bær og en snert af røg. Det fungerer! Men hvad der fungerer i næsen, fungerer desværre ikke i kroppen. Frugtsyre og sødlig røgmalt render mod hinanden med 110 kilometer i timen og rammer en betonstolpe af bitterhed. Eksemplaret er fra 2019.

★★☆☆☆☆

Braw – Jingle My Fucking Bells

Session IPA 5 % ABV

Strågul og uklar øl, med en let, hvid skumkrone. Særdeles aromatisk, med fyrrenåle, citrusfrugter og stenfrugter. God fyldig krop for en session IPA og masser af power på både humle og selv den relativt milde bitterhed bider helt fint. Jingle My Fucking Bells er juicy, og smagen præges primært af citrusfrugter. Eftersmagen er relativt kort, men limeskal og en bitter smag af ananas hænger ved. Den har godt af fed og salt mad, men hvis man nu ikke spiser burger til jul, så prøv den til ål, ørred eller retter med masser mayo.

★★★★☆☆

Det Lille Bryggeri – Christmas Dark Ale

Dark Ale 10,9 % ABV

Mørk, rødbrun kulør med et tæt, cremet og beige skum. Dyb maltet aroma med kandis og tørrede figner. Den runde og vinøse krop gør godt i munden, som giver indtryk af modne skovbær, kandis og tørrede figner. Christmas Dark Ale giver et umiddelbart udtryk af sødme, men finishen er tør og bitter. Flot balance i øllet, hvor råvarer og bryggeteknik fornemt maskerer de massive 10,9 %. Kan nemt bide skeer med de fleste af julens retter, men den har sin force foran pejsen, når der er ro i huset.

★★★★☆☆

Herslev Bryghus – Økologisk Stjernebryg

Quadrupel/Trappist 9,5 % ABV

Flot, mørk øl med en rødlig kulør og et beige skum. Økologisk Stjernebryg dufter af stjerneanis, brun farin, koriander, svesker, og tørrede figner og dadler. En sand sanseeksplosion må man sige. Blød krop, der brydes af en piblende karbonering, og den typiske belgiske gær og banan. Stjerneanisen er det klare link til julen i denne helaftensøl, som der, derudover byder på dybe og tunge noter af tørret frugt og krydderier.

★★★★★☆

Jacobsen – Golden Naked Christmas Ale

Strong Ale 7,5 % ABV

Kastanjebrun øl med et tæt, lyst skum. Blød duft af karamel og et snert af citrusfrugt. Kroppen er fuldfed og tung, og med en dejlig smag af toffee, men citrusfrugter løsner lidt op, så oplevelsen ikke bliver overvældende. Julekrydderierne er til den milde side og det er generelt malten, der får lov til at regere i denne helt fine julebryg fra Carlsbergs husbryggeri. Serveret ved 8 grader kan den godt virke en anelse sprittet, så prøv i stedet de anbefalede 10 grader, hvor krydderierne også bedre kommer til sin ret.

★★★★☆☆

Braunstein Julebryg

Jule Ale 5,6 % ABV

Gylden karamelfarvet øl med en perlemor hvid skumkrone. Øllet dufter af sødt julebrød og vanilje. Tydeligt en maltpræget øl, hvor man i nuancerne kan finde brunt sukker, karamel og korn. Lav til medium bitterhed og generelt en velsmagende skotsk inspireret ale.

★★★☆☆☆

Vi har nu været igennem intet mindre end 64 forskellige danske julebryg, men er du stadig i tvivl om, hvad en julebryg egentlig er? så læs med her: Er det virkelig en julebryg?

You may also like

Efterlad en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

X