Kæmpe guide til årets julebryg 2020 – del 2

af Kasper Mundt-Nielsen

Bryggeriforeningen stillede mig julens største udfordring: giv os din mening om et udvalg af danske juleøl.

Den udfordring tog jeg selvfølgelig imod, og jeg kæmper mig derfor igennem mere end 60 danske julebryg op mod jul – hver søndag kan du derfor finde mindst 10 anmeldelser af juleøl her på sitet. I sidste weekend testede jeg de første 10, dem kan du finder her, sammen med en forklaring på, hvordan jeg anmelder øllet: Kæmpe guide til årets julebryg 2020 – del 1

Denne første søndag i advent byder på yderligere 15 danske julebryg, hvoraf en enkelt alkoholfri har sneget sig med.

En fællesnævner for samtlige øl, i disse tre flights er, at de ikke bør nydes køleskabskolde. Alle øl, bortset fra den alkoholfri, vandt ved at runde 8 grader – selv den, i denne sammenhæng alkoholmilde Tuborg Julebryg har godt af lidt varme – og enkelte havde også godt af en grad eller to mere. Lave temperaturer skjuler nuancerne i juleøllene og i enkelte tilfælde fremhæver de lave temperaturer sågar uønskede kraftige noter af eksempelvis egetræspiller.

Der er en tommelfingerregel, der siger, at man gerne skal servere øllen ved temperaturer, der matcher – eller op til to grader over – øllets alkoholprocent. Lad endelig være med at følge den regel i blinde – selv en 16 % Barleywine vil ikke serveres ved 18 grader og en alkoholfri øl skal også gerne være uden isklumper.

Flight 1

Midtfyns Bryghus – Jule Stout

Stout 7,6 % ABV

En øl, der er mørk som tjære med et cremet karamelbrunt skum. En smule ristede noter står frem, sammen med stjerne anis og malt. Kroppen er fed, olieret og med en mild, men frisk karbonering. Smagen præges markant af fennikel og stjerne anis, der giver en krydret, sød lakrids smag. Bitterheden fremstår behagelig og blød trods et relativt højt niveau, hvorfor den udover det klare match til ost også kan gå til en god mørk steg. Har du en sød tand, kan du trygt købe Midtfyns Bryghus Jule Stout.

★★★★☆☆

Skands – Julebryg

Winter Warmer 6,5 % ABV

Kobberfarvet juleøl med en æggehvid skumkrone. Næsen mødes af en skøn, krydret aroma. Duften af malt er tilpas sødmefuld og man er ikke i tvivl om, at det er en julebryg. Maltprofilen er meget tydelig i den øllen og man mødes af en varme fra alkoholen. Lav karbonering og mild bitterhed. Der er tørret frugt, pepper, kardemomme, karamel og et let syrligt element i årets julebryg fra Skands.

★★★☆☆☆

Fanø Bryghus – Fanø Julebryg

Juleporter 7,5 % ABV

En porter, der er mørk som natten, med en chokoladebrun og fast skumkrone. En kompleks og krydret næse afslører kaffe, kanel og et let syrligt element. Kroppen har en god fylde fra hveden, en for stilen relativt frisk, men tilpas karbonering og en rig smag af kaffe. Kanelen får følge af vanilje og sirup. Lav bitterhed. Server den ved cirka 9 grader og der venter en rigtig behagelig oplevelse.

★★★★☆☆

Det Lille Bryggeri – Julebryg

Belgian Strong Dark Ale 7,7 % ABV

En mørk gyldenbrun øl med et creamet off white skum. Duften er tung af modne og tørrede frugter, og koriander. Den belgiske sødme fornægter sig ikke i denne fyldige, stærke øl. Koriander står først på paletten, hvor også figner, blommesaft og gær gør sig godt til. Øllens tyngde er markant, men alligevel bliver den næsten vinøs. I takt med at øllet får mere luft og varme, stiger kompleksiteten og krydderierne åbner sig for alvor op. Spændende øl, der ikke er for sarte sjæle.

★★★★☆☆

Braw – Is It Over Yet

Milk Stout 6,8 % ABV

Karamelbrunt skum, der ligger sig som et blødt dækken over en kulsort krop. Den dufter ristet og en smule af sød laktose. Dejlig, fyldig og sødmefuld krop. Humlen og bitterheden er blid, og de ristede noter og laktosen giver associationer til en karameltoppet latté. Der er ingen julekrydderier at spore, men som navnet antyder, er Is It Over Yet også tiltænkt at blive nydt, når roen endelig har sænket sig over det travle julehjem.

★★★★☆☆

Flight 2 – SD kortet stod af, så i får et sjældent billede af tomme flasker

Fur Bryghus – Alkoholfri Jule Ale

Alkoholfri Ale 0,5 % ABV

Karamelbrun kulør, tyk og lys brun skumkrone. Meget sødmefuld og maltet aroma. Dufter som at træde ind i et bryggeri i ful gang med mæskningen. Undertoner af karamel. Vandet, let metallisk og en karamel, der går igen i smagen. En smule humle og et godt bittert bid.

★★☆☆☆☆

Grauballe Bryghus – Peters Jul

Strong Ale 7 % ABV

Mørk kobberfarve, med et højt solidt skum. Duft af brun farin, karamel og malt. Blød og fyldig, karamelsød juleøl, med en lille snert af citrusfrugt. Alkoholen er godt gemt i den blide og mildt karbonerede øl. En svagt krydret og humlet finish. En lettilgængelig juleøl, fyldt med velsmag og velvære.

★★★☆☆☆

Viborg Bryghus – Vilhelm Julius Krydder Øl

Spicebeer 7,9 % ABV

Kobberbrun med en lys, brunligt skum, der hurtigt forgår. Intens krydret aroma, med alle juleherlighederne: kardemomme, kanel og lakrids. Man får hvad der bliver lovet. Meget fyldig og krydret mundfornemmelse og en ret kraftig bitter finish. Det er en helaftensøl med en umiddelbar kraftig forkant, men som bløder lidt ud i takt med, at øllet får lidt varme. En tør lakrids hænger længe ved.

★★★★☆☆

Svaneke – Rød Jul

Stærk lager 5,7 % ABV

Kobberfarvet øl med en ren, hvid skumkrone. En dejlig duft af brød i næsen, der lover en sødmefuld og maltet oplevelse, akkompagneres af urter og flødekaramel. Mediumfyldig krop, rigeligt med brød i smagen, sammen med en god del frugt. Karboneringen er lav og bitterheden uden bid. Det bliver en noget flad fornemmelse.

★★☆☆☆☆

Thisted Bryghus – Skt. Nikolaus

Belgisk Dubbel – 8,2 % ABV

Meget mørk, selv for en Dubbel. Skumkronen er lys, med et brunligt skær. Øllen har en kraftig og krydret, maltet næse. Fornemmer desuden let brændt sukker og en overmoden blommesaft. Egestavene Skt. Nikolaus er lagret med, afgiver en skarp smag af egetræ og vanilje. Sammen med et potent alkoholindhold står man tilbage med en meget kraftig og krydret juleøl, der meget gerne vil have noget af julens fede mad at blive skyllet ned med. Serveres ved minimum 10 grader og så skal den nok skabe glæde.

★★★☆☆☆

Flight 3

Indslev Bryggeri – Jule Hvede

Wheat Beer – 6,5 % ABV

Kobberrød, med stor, luftig og hvid skumkrone. Dufter af hvede og en snert af nelliker. En duft, der først åbner sig op i takt med, at den får lidt luft og varme. Fyldig og krydret krop – bygget på både byg og hvede. Der er kanel, nelliker, peber og hvede. En blød krop og en masse jul. Savner lidt frugtig dybde, men en ganske fin juleøl til jer, der er glade for hvedekroppen.

★★★☆☆☆

Krenkerup – Juleøl

Belgisk Blonde – 6,3 % ABV

Ravrød og et kort, perlende hvidt skum. Det er som at stikke næsen i krukken med julesmåkager, stjernanis og nelliker især, men også lakrids og kanel; man får, hvad de lover på etiketten. For et bryggeri, der normalt helliger sig reinheitsgebot har de sandelig ikke holdt sig tilbage med krydderierne, der folder sig ud med et snert af appelsin og banan.

★★★★☆☆

Amager Bryghus – Reindeer Fuel

Barley Wine 10 %

Kobberrød øl med et sart æggehvidt skum. En humlet, karamelliseret næse, der emmer af krystalliseret sukker. Øllen er en amerikansk inspireret Barley Wine og er derfor proppet med humle på bedste Amagerkanske vis, hvilket smagen også bærer præg af. Den er krydret – ikke julekrydret forstås – og har lækre noter af brun farin, karamel og tørret frugt. Den er en mellemting mellem vinøs og juicy, lidt spøjst for en Barley Wine. Men lækker er den og den bliver kun bedre med alderen.

★★★★☆☆

Skagen Bryghus – Skawnisse

Gylden Jule Boch – 6,5 % ABV

Ravgylden kulør og en lav hvid skum. Den dufter af malt, appelsin og andre citrusfrugter. En mørk, sveske-, sødme- og fedmefuld oplevelse i svælget. Smager lidt af en bagerbutik i juletid, med friskbagt brød, krydderkager og sukat. Markant bitterhed, der spiller godt sammen med sødmen og krydderierne.

★★★☆☆☆

Tuborg – Julebryg

Stærk pilsner 5,6 % ABV

Gyldenbrun kulør med en uklar off-white skumkrone. Kraftig tør, maltet aroma, en smule citrus og en let karamel. Stærk maltet og metallisk punch i en relativt fyldig krop. I den bitre finish finder man lidt lakrids og krydderier. Gem den gerne et år eller to, for en anden og mere spændende oplevelse.

★★☆☆☆☆

You may also like

1 kommenter

Kæmpe guide til årets julebryg 2020 – del 4 – Bare God Smag 13. december 2020 - 09:11

[…] 30. november 2020 […]

Svar

Efterlad en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.