Så er det tid til Bare God Smags årlige test af julebryg, nu også med en daglig julekalender.

Del tre af den årlige store test af julebryg byder på 11 gode, danske julebryg for enhver smag. Derudover finder du også link til Bare God Smag og Det Daglige Øls juleølkalender i bunden. Hvis det ikke er nok, kan du også finde samtlige anmeldelser fra sidste års julebryg (64 styk) lige her:
Links til part 1 og 2 finder du ved at klikke her: Julebryg test 2021 part 1 og Julebryg test 2021 part 2
Øllene er anmeldt efter nedenstående skala og jeg vil gerne understrege, at jeg har forsøgt at være så objektiv som mulig i min beskrivelse af øllet, men scoren er naturligvis så subjektiv som det kan blive. I vil bemærke, at jeg ofte bruger karakteren 3 ud af 6, hvilket bestemt ikke skal lade jer afskrække – specielt ikke, hvis i bryder jer om de karakteristika, jeg mener øllet har. Scoren 3 ud af 6 giver udtryk for, at vi har med en helt OK øl, som jeg ikke nødvendigvis selv vil gå ud og købe igen, men som jeg nyder med glæde, hvis den bliver serveret for mig.
★ ★ ★ ★ ★ ★ : Outstanding smag og tildeles stemplet ”Bare God Smag”
★ ★ ★ ★ ★ ☆ : Fremragende smag
★ ★ ★ ★ ☆ ☆ : God smag og godt køb
★ ★ ★ ☆ ☆ ☆ : OK smag
★ ★ ☆ ☆ ☆ ☆ : Ikke min smag.
★ ☆ ☆ ☆ ☆ ☆ : Bestemt ikke god smag!
Priser er ikke oplyst i denne anmeldelse, men med et indgående kendskab til markedet, vover jeg pelsen og påstår, at jeg godt kan vurdere om pris og kvalitet hænger sammen.
Flight 1

Ørbæk Bryghus – Julebock
Bock 6 % ABV
Mørkgylden øl med masser af svæv og et højt, hvidt skum. Den dufter af appelsin og nelliker, hvilket går igen i den fyldige krop. Jeg må indrømme, at jeg på ingen måde finder tilsætningen nelliker og appelsin tiltalende i en bock og Ørbæks Julebock kan ikke overbevise mig om andet. Den er tilpas sød og bitter, og karboneringen er frisk. En god grund øl, men appelsinen og nellikerne er meget tydelig og af den grund er jeg ude.
★★☆☆☆☆
Svaneke – Mørk Guld Jul
Stærk Pilsner – 5,7 % ABV
Ravgylden, uklar og med et flot højt skum. Den dufter af malt, appelsin og karamel – forestil dig en classic med et prej af appelsin. I munden er der lidt for meget flødekaramel og lidt for lidt velvære. Malten og citrussen fra appelsinen hænger også længe ved, men det bliver bare bittert og kedeligt.
★★☆☆☆☆
Husbryggeriet Jacobsen – Golden Naked
Christmas Ale 7,5 % ABV
Flot, klar og nøddebrun øl med højt beige skum. Den har en krydret duft af korn, nødder, karamel og appelsin. Fyldig, krydret og sødmefuld. Flot maltprofil, julekrydderier og præcis bitterhed til at balancere øllet. Den kraftige øl friskes op af en frisk karbonering og fine citrusfrugter. Kan man kalde en fyldig, julekrydret øl elegant, er Golden Naked et godt bud.
★★★★★☆
Det Lille Bryggeri – Julebryg
Spiced Brown Ale 7,4 %
En mørk gyldenbrun øl med et cremet off white skum. Duften er tung af modne og tørrede frugter, og koriander. Den belgiske sødme fornægter sig ikke i denne fyldige, stærke øl. Koriander står først på paletten, hvor også figner, blommesaft og gær gør sig godt til. Øllens tyngde er markant, men alligevel bliver den næsten vinøs. I takt med at øllet får mere luft og varme, stiger kompleksiteten og krydderierne åbner sig for alvor op. Spændende øl, der ikke er for sarte sjæle.
★★★★☆☆
Midtfyns Bryghus – Belgian Christmas Blonde
Blonde 7,2 % ABV
Dyb gylden øl med en hvid skumkrone. Krydret, frugtig næse med appelsin og hvede. En aroma præget af den belgiske gær. Smagen af gær fylder også i den sødmefulde og bløde krop. Der er masser af noter af appelsinskal samt en smule banan og koriander. Til den søde side.
★★★☆☆☆
Flight 2

Beer Here – Brun Sovs
Brown Ale 4,8 %
Kastanjebrun øl, eller måske skal man hellere kalde den sovsebrun? Den dufter dog ikke af sovs (heldigvis?), men den dufter derimod af malt, karamel, svesker og en mild omgang lakrids.Mild krop med fokus på malt og tørre frugter. Medium bitter finish. Smager heller ikke af sovs, men til gengæld vil det være en fornem brown ale til sovs og kartofler.
★★★☆☆☆
Indslev Bryggeri – Jule Hvede
Krydret hvedeøl 6,5 %
Ravgylden øl, med stor, luftig og hvid skumkrone. Dufter af hvede og en snert af nelliker. En duft, der først åbner sig op i takt med, at den får lidt luft og varme. Fyldig, sødmefuld og krydret krop – bygget på både byg og hvede. Der er kanel, nelliker, peber og hvede. En blød krop og en masse jul.
★★★☆☆☆
To Øl – Brokilde Winter
Tripel 8,5 % ABV
Gylden, ufiltreret øl med en minimal skumdannelse. Aromaen bærer præg af tørrede frugter: appelsin og abrikos, men også karamel, korn og koriander. Fyldig, maltrig og godt karboneret belgisk inspireret øl. Sødmefuld og typisk belgisk gærpræget, men slutter tørt og let bittert.
★★★★☆☆
Bryggeriet Skands – Julerød 2021
Belgian Strong Dark Ale 9 % ABV
Kobberrød øl med et lavt, beige skum. Sødmefuld og maltrig aroma emmer fra glasset og blander sig med noter af tørret frugt, korn og karamel. Kroppen er fyldig og øllet let karboneret. Sød øl med noter af tørrede frugter: dadler og abrikos, og karamel, nødder og mandler. Medium bitter. God, fyldig og alkoholdigt eksempel på en klassisk julebryg.
★★★★☆☆
Braunstein – Julestjerne
Winter Ale 7,5 %
Mørk brun øl, med en fin mælket krone af skum. Den dufter af sødt, tørt Pågen-brød, fennikel og anis. Øllen er maltdreven, kroppen blød og smagen af fennikel og anis vedholdende. Jeg gav den en hård medfart sidste år, men til forskel fra sidste år opfatter jeg øllen som langt mere balanceret i år. Er man til fyldig, mørk ale med lakridsnoter, går man bestemt ikke galt i byen med Julestjerne.
★★★☆☆
De 5 Gårde – Nicolaus
Bock 6,5 % ABV
Denne bock er næsten sort, med et højt og lyst skum. Den dufter kraftigt af malt, sukker, øllebrød og sort te. Nicolaus er sød, grynet, maltet, let krydret og med en smag af mørk, gammel chokolade.
★★☆☆☆☆
Juleølkalender
Og så er der jo lige juleølkalenderen fra de sociale medier. Har du ikke fulgt med, kan du finde de seneste afsnit fra YouTube herunder:
1 kommenter
[…] Links til dette års tests, part 1, 2 og 3 finder du ved at klikke her: Julebryg test 2021 part 1 – Julebryg test 2021 part 2 – Julebryg test 2021 part 3 […]