Hverdagsøl brygger øl med BrygBrygBryg

af Kasper Mundt-Nielsen

Tirsdag satte jeg mig i Skodaen og farede mod Køge. Det gjorde jeg, fordi BrygBrygBryg, et af landets allermest spændende mikrobryggerier lancerede en stribe øl, i store flotte flasker, i et usædvanligt lille oplag. Hver af de øl, de præsenterede på hylderne i Wika Køge – den eneste butik mig bekendt, der fik lov at sælge øllene – blev kun solgt i 20 flasker. Ultra small batch, er vel et meget passende tilnavn, til rækken af øl, der bestod af en grisette og farmhouse ales og sours. Seks i alt, hvis jeg ikke husker meget galt. 

Øllene var en del af deres eksperimentelle lineup, de sælger med etiketten “Laboratoriet”, som altid er super sjældne – og ofte lige så super eksperimentelle. Den ene er der eksperimenteret ekstra meget med, for der har BrygBrygBryg inviteret tre friske fyre fra podcastet Hverdagsøl med ind i bryggeriet. 

Hverdagsøl er et podcast om øl, man kan drikke til hverdag. Eller sådan var det vist ment, for fra at være et relativt uerfarent tremands makkerpar, har de på blot et enkelt år smagt sig igennem et hav af spændende øl, som de introducerer for lytteren på en glimrende og humoristisk vis. Podcastet er et godt sted at starte sin ølrejse for de nye ølinteresserede, men er man allerede erklæret ølnørd, er de stadig et lyt værd, da de blandt andet leverer interviews med branchefolk og som her, kommer med helt ind i bryggeriet.

Og så har de vist noget med chili…

BrygBrygBryg ft Hverdagsøl – Hverdagsøl Collab Sour

Lemondrop Chili Kiwi Sour 5,9 %

Den strågule, gyldne øl præsterer ikke nogen imponerende skumkrone, men til gengæld nyder den godt af en sur aroma, med fedmefulde noter af citrusfrugter, kiwi og en snert af den chili jeg glæder mig til at smage. Og smage chilien, det kan man. Først fornemmer man den fyldige øl og noterne fra frugten, og så kommer chilien ellers først snigende, men når den først har meldt sin ankomst, kommer chilien ellers farende. Chilien er under heden både frugtig og sødmefuld, let nøddet og afgiver samtidig en ekstra dybde til citrusfrugten. Der er en relativ god balance mellem den friske citrus og kiwi og den tunge chili, men man skal nyde chili i øl, før man kan nyde Hverdagsøl Collab Sour. Kan man det, venter en øl som ingen anden. En mundvandsdrivende lækker sour med chili. 

★★★★☆☆

Læs mere om BrygBrygBryg her:

You may also like

Efterlad en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

X