Holy Fridge: ny bottleshop på Frederiksborggade

af Kasper Mundt-Nielsen

For nyligt havde jeg den fornøjelse at snakke med Jeppe Daniel, der er en del af et team på fem, der står bag konceptet Holy Fridge. Holy Fridge startede som en bottleshop i Odense, i august sidste år og er nu allerede udvidet med til en eksklusiv lokation ved Dronning Louises Bro. 

Reklame: Jeg fik et par øl med hjem i tasken, som bliver anmeldt her på sitet og på SoMe

Personerne bag Holy Fridge har alle tidligere haft en tilknytning til restaurations- eller cocktailbranchen og den viden drager de god nytte af, når der skal købes øl til butikkens køleskabe. Som den kløgtige læser måske allerede har gennemskuet, er alt øl på køl, i de hellige køleskabe. Øllet kommer fra øverste hylde, fra importører og distributører som Acan, Kihoskh og Drikkeriget. Det vil sige, at man finder de sidste nye hype øl fra eksempelvis Equilibrium, Omnipollo, Deya, Track Brewing, Verdant, Evil Twin og mange andre, fra det store udland, men også danske lækkerier fra Slowburn, Dry & Bitter, Ølsnedkeren og så fremdeles. Det er her man handler ind, hvis ganen virkelig skal forkæles. Skal de forkæles ofte, er der også godt nyt, for da der kun bliver købt små batches af hver enkelt produkt, er der meget stor udskiftning i køleskabene.

Alt øl er på køl i Holy Fridge og med sin beliggenhed ud til Dronning Louises Bro og søerne, er det oplagt at købe en “gå-bajer” med.

Men der er ikke blot øl at hente i de højloftede lokaler, for nok er der en lille overvægt af øl, men der er også i den grad blevet plads til kvalitetsspiritus til den kræsne kender. 

På spiritussiden finder man eksklusive flasker fra for eksempel Empirical Spirits, Phantom Spirits og Copenhagen Distlleri, mezcal, gin, whisky, bourbon, vodka og meget, mixers, som man ikke lige finder i de lokale nærbutikker, tilbehør til behørig cocktailfremstilling og ikke mindst kyndig vejledning. 

Det er nemlig ikke kun eksklusive produkter, som folkene bag Holy Fridge slår sig på, men i den grad også den personlige betjening. Så vidt muligt, forklarer Jeppe, smager de på alle varerne, inden de kommer på hylden. Og hvis ikke, så kender de i hvert fald til bryggeriet, ølstilen og produktionsmetoder. Og den viden vil de meget gerne dele med deres kunder, så der er rig mulighed for at nørde øllet, når man besøger Holy Fridge i Odense eller København.

Om du er ny eller erfaren i cocktailverdenens fortræffeligheder, står Jeppe i Holy Fridge klar med forslag til lækre cocktails, anbefalinger af spiritus og salg af tilbehør.

Nørderierne bliver sat på en spids cirka en gang om ugen, når bryggerier, producenter, importører eller lignende inviteres på besøg i Holy Fridge på Frederiksborggade i København. Senest har det blandt andet været muligt at møde en person fra Empirical Spirits på Refshaleøen, der uddelte smagsprøver og interessant viden fra det super eksklusive destilleri. 

Holy Fridge på Frederiksborggade 43, 1371 København er et besøg værd, hvis man ønsker at smage de seneste nyheder fra ind- og udland. Der er kyndig vejledning og god stemning i det højloftede lokale med de mange køleskabe. Priserne på øllet er til den høje side, men er i samme leje som andre bottleshops i København, der fokuserer på eksklusive øl.

You may also like

Efterlad en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.