Nu har vi i 20 år hørt den samme melodi: den danske bryggeriindustri er i en rasende udvikling. Vi har hørt om et par ølrevolutioner, set små og store bryggerier komme og gå, og vi er blevet beriget med et hav af uforglemmelige øl. Men i skyggen af disse historier står hjemmebryggerne, der i takt med den generelle dygtiggørelse i industrien også sætter nye standarder for hjemmebryg.
Jeg har taget en snak med en hjemmebrygger, der er så dygtig til sit fag, at hans navn snart er at finde på en samarbejdsbryg, brygget i samarbejde med et af landets absolut bedste mikrobryggerier. Han har desuden leveret de to øl, som bliver anmeldt her i artiklen.
I Sønderborg bor Kim Jørgensen med hans hustru og deres to små børn. Kim er hjemmebrygger, og generelt er øl en stor del af Kims hverdag, for når han ikke brygger hjemme på store 40 liters elektroniske gryde, arbejder han i brygudstyr- og bottleshopbutikken Brewparts.
Kims ølbryggereventyr startede kort efter en tur til Fanø i 2017.
”Jeg smagte øllen Mango Mussolini og var fuldstændig blæst bagover. Tænk sig, at man kunne få humle til at smage så frugtigt og være så aromatisk, uden at være bittter,” mindes han.
Den oplevelse ville Kim gerne prøve at gøre efter, og han har siden 2017 været på en øldannelsesrejse, hjemme på egen matrikel.
”Den første øl jeg bryggede, var ved hjælp af et ekstrakt-kit. Altså maltsirup man blander op i vand og tilføjer en pakke gær. Det smagte ikke særligt godt. Jeg gik derefter videre til et partial mash kit, hvor man bruger en lille mængde speciel-malte, for at give farve og smag, for derefter at tilsætte frysetørret maltsukker og vælger en gær, der passer til ølstilen og de humler man godt kan lide. Den teknik benyttede jeg i næsten et år, inden jeg gik over til min nuværende bryg-gryde, hvor jeg brygger efter den traditionelle all-grain brygmetode (samme metode som de professionelle bryggerier, red.).”
Hops & Haze_Homebrewing
Kim kalder hans hjemmebryggerprojekt Hops & Haze_Homebrewing, da hans foretrukne øl er både godt humlede og uklare, men der er som sådan ingen dybere mening i det, fortæller han. Meget af den øl han brygger er dog inspireret af New England IPA stilen og det gør, at der ikke nødvendigvis er megen økonomisk gevinst at hente, ved at være hjemmebrygger.
”Jeg bruger store mængder humle – ofte et sted mellem 400-500 gram per 23 liter batch – og humle er bestemt ikke billigt. De sidste to år har jeg desuden, et par gange om året, hevet cirka 1,8 kilo humle hjem fra USA, for at få det så friskt fra marken som overhovedet muligt og for at få fingrene i de nyeste og mest spændende sorter.”
Netop det, at prøve noget nyt og eksperimentere, er drivværket hos Kim og Hops & Haze_Homebrewing, der fortæller at han ikke brygger øl for andres skyld end hans egen. Derfor skal øllet også først og fremmest være noget, han er glad for at drikke.
”Det er altid vildt spændende at eksperimentere og strikke en øl sammen på papir, brygge den og smage resultatet. Selvfølgelig ender det ofte ikke helt som man havde regnet med, for eksempel fordi, at sammensætningen af humler reagerer helt anderledes end det man havde tænkt den skulle. Det er bare noget der sker, når man eksperimenterer med nye sorter, man ikke har arbejdet med før, og det er også en del af charmen. Men jeg synes nu også, at det både er sjovt og interessant at høre hvad andre mener om mine øl.”
”Jeg eksperimenterer konstant med nye humler, gærtyper og maltsammensætningen i mit øl. Senest er jeg også begyndt at eksperimentere med surt øl, hvilket åbner for nogle helt nye muligheder for at tilsætte frugt og andre ingredienser, der gør sig godt i syrligt øl. Helt specifikt arbejder jeg med mix fermented sour IPA’s, hvor syren overtaget bitterhedens plads i øllet. Det giver også humlen en unik måde at præsentere sig selv i øllet, hvor det bliver frugtigt på en anden måde og samtidig mere frisk, og let i smagen. Humlerne tillægger sig en nærmest sorbet-agtig kvalitet. Surt øl er bestemt noget, der deler vandene, men noget jeg virkelig er blevet glad for”.
Hops & Haze_Homebrewing – Ember to Inferno v2
Sour IPA 6,4 % ABV

Bare se øllet i glasset. Super hazy og med et imponerende voluminøst skum, der har en lang levetid. Sindssyg flot øl. Duften byder på både søde og sure elementer. Det tropiske humlenoter har en blomstret dybde og jeg får associationer til en tur i en velduftende spa – den voldsomt komplekse næse kan godt virke parfumeret lige ud af dåsen, men lad lige øllet samle sig og der er meget at finde, bare i næsen. Jeg fanger kokos, passionsfrugt, fersken og den der vanilje, mandel og marcipan duft som tankebønnen giver. Der er også syrlige røde bær i duften og hvis jeg dufter endnu en gang, kan jeg formentlig finde noget andet. Øllet er fyldigt og en smule grødet i svælget. God syre fra den tilsatte hindbærpure skaber balance i den kraftfulde, humlede og aromatiske øl. Der er tilsat laktose og øllet er gæret på kveikgær, hvilket samlet giver en næsten mælket mundfølelse og ja, en næsten yoghurt surhed og cremethed – og det er super lækkert i Ember To Inferno v2.
Kveiken har også en evne til at fremhæve frugten, der derved virkelig kommer til sin ret i smagen, mens den er lidt skjult i næsen. Jeg savner en smule frugt i den ellers yderst aromatiske duft, men det er petitesser, for Ember to Inferno V2 er umådelig lækker.
★★★★☆☆
Mere end haze
Men det humlede og ufiltrerede navn til trods, er al øllet fra Hops & Haze_Homebrewing langt fra kun hazy IPA’er, som det ellers var tilfældet i begyndelsen.
”Dem, der følger med på min instagram vil også vide at jeg laver mange raw ales, som er en øl der ikke bliver kogt, hvilket det giver en meget mere proteinrig øl hvilket giver en lækker mundfylde, et flot skum og et perfekt hazy udtryk til øllet.”
”Jeg nyder også gerne min egen version af en Kölsch fra tid til anden eller en tyk og sød stout. Jeg vil gerne kunne lave øl, der tiltaler mange, men uden at skulle gå på kompromis med hvad jeg selv kan lide.
”Jeg bilder mig ind, at hvis man brygger øl som man selv er passioneret omkring, kan det smages i det færdige produkt. Det betyder også at du ikke kommer til at se en traditionel belgisk øl fra min hånd, da det simpelthen ikke er øl der tiltaler mig. Jeg er heller ikke den store fan af sæsonbryg som jule- og påskeøl. Men jeg kan nu godt lide at lave nogle mørke stouts og amber ales, når efteråret og vinteren banker på døren.”
Hops & Haze_Homebrewing – State of Mind

Double Mashed Stout 10,5 % ABV
Kulsort øl, med et chokoladebrunt skum. Aromaen er ristet og utrolig dyb. Godt med havre, chokolade og et snert af vanilje – Hops & Haze har gjort rigtig fin brug af tonkabønnen i State of Mind. De ristede noter leder tankerne hen på ristede kaffe- og kakaobønner. Kroppen er fyldig og øllet olieret – State of Mind er indbegrebet af “smooth”. Hvis man kan kalde en breakfast- og dobbelt mæske stout elegant, er det her vi er. Alt er i balance. Fra de små, perlende bobler, der let bryder den fede og havrerige, klistrede overflade, til sødmefuld ahornsirup og en fin, afstemt bitterhed fra malt, chokolade og kaffe. Det her er uden tvivl blandt de bedste stout jeg har drukket i år. State of Mind er utrolig farlig, for alkoholen er så velintegreret og øllet så absurd indbydende, at den motoroliesorte øl forsvinder alt for hurtigt. Mesterklasse.
★★★★★★
Tiden som hjemmebrygger lakker mod enden
Der er en årsag til, at Kim med tiden har bredt ølporteføljet bredt ud og er begyndt at kigge på, hvilke øltyper, der tiltaler andre. For tiden som hjemmebrygger er ved at være forbi.
”Jeg er undervejs med etableringen af et nanobryggeri. Jeg har fået muligheden for at starte bryggeriet i et lokale på min arbejdsplads, som tidligere har været brugt til bryg-kurser. Mit mål i første omgang er at kunne brygge cirka 270 liter øl om måneden.
Det kommer til at ligne mit nuværende setup hjemme, bare lidt større. Et forvokset hjemmebryggeri om man vil, men hvor alt bliver godkendt efter kunstens regler.”
Collab med Alefarm Brewing
Timingen kan næppe være bedre for Kim Jørgensens Hops & Haze_Homebrewing, der under en live session med Beerbloggers.dk på Instagram kom i snak med Kasper Tidemann, CEO hos Alefarm Brewing.
”Han mente, at mit brygprojekt lød spændende og da vi deler interessen for de samme øltyper – især DIPA – kunne det være fedt at brygge en øl sammen. Det var jeg selvfølgelig hurtig til at takke ja til!”
”I sommer kunne jeg så besøge Alefarm i Greve, hvor jeg mødte bryggerne, Kasper og hans kone Britt. Jeg blev taget virkelig godt imod og de fantastisk søde og passionerede mennesker bag bryggeriet gav mig den store rundtur i bryggeriet. I deres nyåbnede taproom nød vi et par øl, snakkede opskrifter og lagde planer for en samarbejdsøl. Men så fik Coronaen igen godt fat i Danmark og planerne blev udskudt til starten af 2021.”
Nu kunne man måske frygte, at det først og fremmest bliver en Alefarm øl, men det er ikke tilfældet, fortæller Kim.
”Alefarms head brewer Alex og jeg har haft en lang mailkorrespondance, hvor vi har talt og udviklet på opskriften. Vi har gået den igennem i detaljerne, for at sikre en opskrift på en øl, der nok er i Alefarms ånd, men alligevel anderledes og med mit aftryk.”
Kim er ikke meget for at afsløre for meget om samarbejdet, da Alefarms nylige børsnotering gør, at man skal være lidt påpasselig med, hvad man løfter sløret for. Men CEO hos Alefarm, Kasper Tidemann kunne kort før jul afsløre, at der ikke går længe før vi kan købe samarbejdsøllen hos vores lokale ølpusher.
På vejen ud, har hjemmebryggeren et godt råd til jer, der gerne vil prøve kræfter med at brygge jeres eget øl:
” Det bedste råd jeg kan give til folk, der gerne vil i gang med at lave øl er, at de bare skal komme i gang. Vælg en metode, der passer din pengepung og så er det ellers bare med at klø på. Start gerne med at lave simple øl eller benyt kits. Lær råmaterialerne at kende, og derefter handler det om at forfine sin bryg, søge viden og spørg folk til råds. Og husk, at bare fordi, at nogen siger, at man ikke kan lave øl på en bestemt måde, er det ikke altid sandt. Eksperimenter og prøv dig frem – det er noget af det sjoveste ved at lave øl.”
Tak til Kim for at stille op til interview og tak for de to smagsprøver.
Find min bedømmelse af Hops & Haze / Alefarm øllen Norse Trails på YouTube kanalen Craft på dansk: