Et smugkig på Gamborg Bryghus

af Kasper Mundt-Nielsen
Lidt sol i vintermånederne har aldrig skadet nogen. Jeg ser frem til at smage på session IPA midt i en tid, hvor juleøllet fylder gevaldigt.

Produkterne er sponseret af Gamborg Bryghus

En smule syd for Middelfart finder man det helt unge Gamborg Bryghus. Bryggerne på bryggeriet gik på rekordtid fra håndbryggere til at føre et professionelt, fødevaregodkendt bryghus. Kundegrundlaget blev opbygget i lokalområdet, men noget tyder på at Middelfart og omegn er ved at blive for småt, for efterhånden begynder øllet at dukke op andre steder i landet. Også på min hjemmeadresse, hvor Gamborg har tilsendt en lille smagekasse med tre forskellige øl. En sommerbasker og to øl, som er som skåret til juletiden.

Inden vi smager på øllet, må jeg give en stor ros til etiketdesigner Mikkel T. Jessen, der leverer et fremragende design, der giver undertegnede ekstra meget lyst til at dykke ned i øllet.

Fuglen pryder Gamborg Bryghus’ etiketter – her deres Dry Hopped Hazy Session IPA.

Gamborg Bryghus – Dry Hopped Hazy Session IPA

Session IPA (50 cl) 4,5 % ABV

Øllet er strågult, hazy og skummet lægger sig højt og fast oven på den aromatiske krop. Fede, modne trope- og citrusfrugter præger næsen. Citrus, stenfrugter og passionsfrugt. Lækkert. Kroppen er ok fyldig og tæt pakket med humle. Smagen kan ikke helt leve op til næsen og den opfattede bitterhed fremstår væsentlig mere bittert end de 25 IBU (måleenhed for bitterstoffer) som de skriver på etiketten, men det gør ikke noget, for det giver en god kant til den relativt alkohollette IPA, hvor det især er citrusfrugterne, der er står for smagsoplevelsen. 

Forsætter under fotoet …

Gamborg Bryghus – Whiskey & Oak Aged Imperial Stout

Imperial Stout (50 cl) 10 % ABV

Det er en sort øl med et tæt mokkaskum, lige til at nyde ved kaminens varme. Eller radiatoren, hvis man ikke er til levende ild. Aromaen er præget af frisk egetræ, vanilje, karamel mens whiskyen er afdæmpet i næsen, hvilket dog ikke er tilfældet i den fyldige øl. Der er gode mængder Tullamore Whiskey i øllet, og i særdeleshed egetræet, der er krydret og tanninsk. Alkoholen er flot indarbejdet i øllet, der er tungt og sort, og udover den tilsatte eg og whiskey smager af chokolade, karamel og har nogle lækre, ristede noter som slutter i en lang, bitter finish. Bliver spændende at vende tilbage til, når den har fået en smule alder.

Stadig sort og med masser af egetræ

Den næste øl er en del af min helt store juleølstest, hvor jeg smagte den ret friskttappet og siden den, som Whiskey & Oak Aged Imperial Stout, er lagret med egetræ, var egetræet meget dominerende. Jeg har nu smagt den igen blot få uger efter, og egetræet er ikke længere overvældende, omend stadig dominerende. 

Det viser med al tydelighed, at med tid vinder bryghusets egetræslagrede øl, hvilket nok skal komme forbrugerne til glæde. For grund øllet er fremragende, og med små justeringer på tilsætninger, har vi udsigt til mange fine øl.

I podcasten Ord om Øl fortæller den ene af de tre mænd bag bryggeriet Gamborg Bryghus, Stefan Sørensen, at de oplever en god feedback på deres sorte og lagrede øl, når de er ude og præsentere øllet, men de anerkender også at oplevelsen kan være for markant. Derfor vil man nu lagre øllet på flasken længere tid før den frigives, så den rette – og mere bløde – oplevelse bliver alle forundt. Det er et godt tegn på et bryggeri, der tager deres øl og kunder seriøst. 

Forsætter efter fotoet …

Mine billeder lader ikke etiketterne komme til deres ret.

Gamborg Bryghus – Christmas Imperial Stout 2022

Imperial Stout (33 cl) 10,5 % ABV

Denne sorte sag, med det fine og vedholdende mokkaskum er smagssat med Cointreau og egetræ, og det bidrager til den særegne og spændende aroma. Fyldig, karamelliseret appelsinskal, egetræ, svesker og cigarkasse præger næsen. Kroppen er fyldig, med en bitter, brændt appelsin og en markant smag af den egetræ, øllet er lagret med. Sammen med de ristede noter fra malten giver det en markant bitter, og dyb, egetræspræget smag og finish. Interessant øl, som med fordel kan deles med en god bekendt – for der er masser at tale om.

You may also like

Efterlad en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.