Der er ikke de samme dogmer forbundet med nytårsøllet, som der er med juleøllet. Der findes ikke noget nytårskrydderi – det skulle da lige være krudt, som dog formentlig ikke smager godt i øl. Men er der en drik, der om nogen er tegner nytåret, er det champagnen, og Bière Brut er øllets svar på Champagne.

Det er ikke ofte man støder på en øl, der kalder sig Champagne-øl eller drager paralleller hertil, men det sker oftere end man tror. Ingredienser, etiketter, navne og beskrivelser kan give os et hint, men den umiddelbare årsag til, at vi ikke får Champagne-navnet kastet i hovedet er, at producenterne simpelthen ikke må bruge navnet Champagne, da det er beskyttet, men det kommer vi tilbage til.
Du kan finde en brut IPA, altså en tør IPA med frugtige noter, som sagtens kan minde om den dyre drik fra Champagne. Du kan også møde øl gæret på champagne-gær, såsom Jacobsens Velvet Galaxy, der er en vinøs vin uden humlekarakter eller Det Lille Bryggeris frugtige Big Bang serie. Da Napoleon hærgede i Europa, kaldte man den tyske sure Berliner Weisse nordens Champagne og så er der også mange belgiske saisons og lambics, hvor associationen til champagnen også er nær. Øl med druer, såsom Slowburns Deianira er også et godt eksempel på, hvordan grænsen mellem øl og vin kan udviskes.
Øllets Champagne
Champagne er en mousserende vin, der kun kan produceres i Champagne, Frankrig og navnet er beskyttet af en såkaldt appellation d’origine contrôlée; AOC. Et certifikat, der garanterer varemærkets geografiske oprindelse, som vi også finder det med eksempelvis oste.
Det er dog ikke nok, at vinen skal produceres i Champagne, den skal også bestå af druer fra marker i området, og de tilladte hoveddruer er Pinot noir, Pinot meunier og Chardonnay. Hertil kan andre mindre noble druer tilsættes i blendet. Men vigtigt er det for snakken om øl, at hverken byg, rug eller hvede må benyttes og derfor kommer vi næppe til at se en ægte Champagne-øl.
Men med en Bière Brut, kan vi komme tæt på.
I det østlige Flandern i Belgien finder vi Brouwerij Bosteels, der har brygget en god belgisk ale bestående af, hvad en god øl nu og engang skal bestå af: vand, malt (byg), humle og gær. Efter den første fermentering af øllet transporteres den til Champagne i Frankrig, hvor den gennemgår den samme modning og gæring, som champagnen gør. Den såkaldte Méthode champenoise. Det må de dog heller ikke skrive på flasken, da den ære ligeledes også kun tilfalder Champagne, men Méthode traditionelle går an.
Den traditionelle metode, eller champagnemetoden om man vil:
Øllet flaskes på 75 cl flasker og tilsættes ekstra sukker og gær. Herefter får øllet lov til at ligge i flere måneder, mens gæret fortærer sukkeret og skaber de fine champagnebobler og mere alkohol. De døde gærrester og andre sedimenter, der på grundet flaskernes opbevaring på skrå, samles ved kapslen – det kaldes rémuage – fjernes ved dégorgement. Altså en hurtig nedfrysning af flaskehalsen, hvorefter trykket i flasken skyder gærresterne ud. Flasken toppes op med ung øl og lukkes til med en champagneprop. Et voilà!
Resultatet fra Bosteels er DeuS Brut des Flandres, en boblende lækkerbisken på 11,5 %.
Brouwerij Bosteels – DeuS Brut des Flandres

Bière Brut 11,5 % ABV
Lys, gennemsigtig, smuk øl med en luftig skumkrone. Aromaen er ekspressiv og vinøs. Der er ingen druer i øllet, me nden dufter af grønne druer, æbler og pærer samt rose peber. En udpræget sødme giver en fydlig øl, som tæmmes af lette, blide bobler og udtørrende vinøse kvaliteter, som vi kender det fra årgangschampagne. Det er en øl helt uden for kategori, der kan udfordre vin og champagne på deres hjemmebane. Kan serveres som velkomst, til skaldyr eller som den helt store oplevelse kl. 24. Den perfekte nytårsøl.
★★★★★★
Der er to konger af belgisk champagneøl
De Landtsheer benytter samme produktionsmetode som Bosteels, men lader den sidste flaskefermentering foregå hjemme på bryggeriet. De brygger to udgaver, en mørk og en lys. Nedenstående er den lyse. Den mørke er til sammenligning både mindre tør samt mere krydret.
De Landtsheer – Malheur Bière Brut Reserve

Bière Brut 12 % ABV
Øllet åbnes med et knald, som vi kender det fra champagneflaskerne. Det hvide skum står højt i glasset over den lyse øl, der dog ulig champagne har en masse svæv i glasset. Næsen er kompleks og dufter af korn, citrus, medicin, lakrids, let ristet brød og klassisk, belgisk gær. Den er en kende vinøs, men malten dominerer og man får det bedste fra begge verdener. Tør og humlebitter finish.
★★★★★☆
Læs mere om øl til nytårsfesten hos Food&Drink eller Beerbloggers.dk
1 kommenter
[…] Øllets svar på champagne er en Biére Brut […]