Coravin anmeldelse

af Kasper Mundt-Nielsen

”Mænd og deres legetøj”, var det første min kone sagde, da jeg kom hjem med min Coravin. ”hvad er det egentlig”, var det næste.

Helt kort, er Coravin en gadget, der lader dig nyde god vin, ét glas ad gangen. Den lidt længere forklaring kommer vi til.

Hjemme hos os, er det yderst sjældent, jeg kan lokke min kone til et glas vin. Det skal da lige være, hvis der bliver åbnet en flaske champagne…

Altså bliver vin som oftest, for mit vedkommende, nydt i forbindelse med professionelle smagninger eller i weekenden, hvor jeg godt kan kæmpe mig igennem en hel flaske på egen hånd, hvis ikke da vi har nogle gæster på besøg, jeg kan dele med. Men selv når vi har gæster, kan det være svært at gøre alle tilfredse. Sidder vi et selskab og nyder lidt god rødvin, er det ikke sjældent, at der er en der foretrækker hvidvin og så ofte bare et enkelt glas. Coravin kommer altså som sendt fra oven i vores hushold. Med dette apparat, er det muligt blot at skænke et enkelt glas fra en uåbnet flaske vin og så lægge den tilbage på plads, for så at kunne vende tilbage til den på et andet tidspunkt.

Det åbner også op for, at jeg i hverdagene kan skænke et enkelt godt glas vin – hvilket som bekendt, kan være med til at få solen til at skinne over enhver gråvejrsdag.

Sådan virker Coravin

  • Skær toppen af folie-forseglingen, så det øverste af korkproppen er fri. Du kan godt beholde folie-forseglingen på, hvis du ønsker, at vinen skal fremstå urørt, men så skal du være opmærksom på folierester i nålen, når du rengør din Coravin.
  • Placer Coravin-skænkeren på toppen af flasken.
  • Før den tynde nål gennem proppen. Tryk på udløseren, så flasken sættes under tryk med lugt- og smagsfri argongas.
  • Du kan nu skænke den ønskede mængde vin fra flasken. Ingen ilt er sluppet ind i flasken.
  • Når du er færdig med at skænke, trækkes nålen ud af proppen. Da kork er selvlukkende, og eftersom der ikke slipper ilt ind i flasken, vil vinen være som uåbnet og kan opbevares fortsat.

Hvad siger eksperterne?

Det er ofte lige til at konstruere en virkelighed, hvor en gadget løser alle dine problemer. Det mener min kone ihvertfald og ifølge hende har jeg muligvis et problem med gadgets og legetøj, så for at i ikke også skal tro, at jeg bare er en tekniktosse, har jeg allieret mig med en af landets førende vineksperter, medstifter af Dansk Sommelierforening, Tim Vollerslev.

Vi var sammen med en række andre branchefolk blevet sat i stævne til at se, om vi kunne smage forskel på vin, der har været åbnet med Coravin og vin, der netop er blevet skænket. Det var vi, fordi en af de store bekymringer man kan have, før man tager en Coravin i brug, er om vinen virkelig kan holde sig i god stand, når først man har tappet det første glas.

Vi blev derfor sat over for en svær, men velsmagende udfordring. Find glassene med Corton Charlemagne, Grand Cru, Domaine Bonneau du Martray og Chambolle Musigny 1er Cru, Domaine Comte georges de vugüé, hvis flaske, der 30 dage tidligere var skænket et glas fra med Coravin. Vinenes årgange er gået tabt i glemmebogen, men de havde begge et par år på bagen.

Jeg var af den overbevisning, at det måtte være rimelig simpelt. ”Der er ingen chance for, at man ikke kan finde spor af oxidation.”

Men det viste sig sværere end som så, hvilket også Tim Vollerslev måtte give mig ret i. Den forskel der var i glassene, kunne lige så godt være vinens naturlige udvikling i flasken.

”Vi var i tvivl og kunne godt smage forskel, men det er jo en forskel, der kan være på den enkelte vin og ikke nødvendigvis fordi den har været åben. Ingen af de vine vi smagte, var oxiderede”, forklarer Tim Vollerslev.

Således faldt testen positivt ud for Coravin.

”Jeg har prøvet Coravin mange gange”, siger Tim. ”Det virker bare”

”Den giver os mulighed for at åbne den dyre flaske vin vi har liggende og tage et enkelt glas, for så at kunne vende tilbage til den ved senere lejlighed, uden man føler, at man laver unødigt vinspild”, uddyber han.

Balbás Ritus 2015 blev skænket med Coravin og da jeg vendte tilbage til den efter 3 uger, var der ingen udvikling i vinen at spore. Læs anmeldelsen her.

https://baregodsmag.dk/2020/01/12/balbas-ritus-2015/

Tim Vollerslevs erfaring stammer fra et liv i og omkring restaurationsbranchen. Igennem 40 år, har hans motto været: ”Vin for glæde og vand for tørst”. Når man lever af at købe, sælge, rådgive, smage og kommunikere vin, bliver man nødt til at have et sundt forhold til alkohol og netop derfor mener han, at Coravin er en gave til os, der godt kan lide et enkelt godt glas vin.

”Vi skal jo passe vores arbejde, køre bil og så videre. Til hverdag er det altså begrænset hvad man drikker. Men når man så en regnfuld onsdag aften har lyst til et godt glas rødvin, har jeg tidligere fundet en god flaske frem fra kælderen eller vinkøleskabet, kigget på etiketten, sukket dybt og lagt den på hylden igen. For jeg vil jo ikke åbne en 10-15 år gammel bordeaux eller bourgogne for at tage et enkelt glas og stille den væk. Sådan en vin taber jo hurtigt gejsten!”

”Men med Coravin er det en helt anden situation. I stedet for at åbne en billig flaske vin, hvor det måske ikke gør så meget at resten ryger i sovsen, kan man nu åbne en god flaske vin og nøjes med et halvt eller helt glas og så lægge den ind på hylden igen og vende tilbage til den, når man har lyst.”

Dog vil jeg, af egen erfaring opbevare vinene køligt, når de først har været åbnet, hvilket kan være en ulempe, hvis man ikke har et vinkøleskab eller vinkælder. Men drikker man vinen inden for en måned eller to, burde det ikke skabe problemer med vinen, hvis man opbevarer dem ved stuetemperatur.

For Coravin er altså ikke bare for dem med vinkælder fyldt med lækker 1er Cru fra en eller anden absurd dyr bourgogne producent. Personligt bruger jeg Coravin på flasker, der starter omkring de 100 kroner og op.

Hvor lang tid holder en vin, der er blevet åbnet med Coravin?

Ifølge Coravin selv, vil en vin, der er blevet åbnet med Coravin kunne holde sig lige så længe, som vinen ville, uden at have været åbnet. Frederik Kreutzer, der er dip WSET beskriver på sin blog, hvordan han oplever vinene lidt mere end et år efter første åbning: https://www.vinkreutzer.dk/2019/06/jeg-tester-coravin-part-3-et-aar-efter/

Hans konklusion er, at vinene i hvert fald holder et år uden problemer.

Omkostninger ved Coravin

Der er naturligvis omkostninger forbundet ved brug af Coravin. Træerne vokser altså ikke helt ind i himlen. En æske med to patroner argon koster i skrivende stund ca. 140 kroner hos din online vinpusher og ifølge Coravin bruger apparatet et sted mellem 3 til 5 kroner per glas man skænker. Jo større glas, jo mere argon.

Fordele og ulemper ved Coravin

Vi har snakket pris pr glas, men der er jo også en indkøbspris. Jeg har testet Coravin model 2, der i forhold til model 1 har fået opdateret låsemekanismen på flasken, mere bling og krom, og så skænker den lidt hurtigere. Alene på grund af skænkehastigheden vil jeg anbefale model 2, da den stadig ikke er fuld skrald på skænkningen. Det er naturligvis hvad man må forvente, når vinen skal føres op gennem en lille nål og i privaten er det ikke et problem, men på restaurationer kan hele operationen godt være for tidskrævende. Prisen for en Model 2 er i skrivende stund helt nede på 1300 kr for en ferrarirød frækkert hos Hj-Hansen Vin, mens man ved normalpris skal af med godt og vel det dobbelte.

Der er ingen tvivl om, at jeg er en del af kernemålgruppen. Vinglad gadgetentusiast. Men den er så nem at bruge, at alle med hang til et godt glas vin kan få glæde af en Coravin.

Men det er et værktøj, man skal nusse om. Nålen er selvsagt enormt tynd, så den kan penetrere korken og lade den lukke sig derefter. Man skal også sørge for en grundig rengøring. Magter man dette, er man nået meget langt.

Selvom nålen er tynd, er den i mine øjne stadig for tyk, til at jeg vil forsøge mig med gamle og meget porøse korkpropper. Men Coravin har en endnu tyndere nål, man kan tilkøbe sig til dette formål, men da jeg ikke har prøvet den, vil jeg ikke fælde dom over denne. Coravin har også udviklet et skruelåg med genluk a la en korkprop, så man kan også kan bruge Coravin på vine med skruelåg. Denne har jeg heller ikke prøvet og jeg må indrømme, at jeg er noget skeptisk over denne. Du skruer trods alt det oprindelig låg af for at erstatte den med Coravins prop, hvilket må skynde på oxideringen. Coravin melder da også at vinene kun vil have en holdbarhed på en til to måneder.

Er man virkelig glad for gadgets, er det også muligt at købe en app-styret Coravinmodel, der kan kobles op med din vinsamling og jeg ved ikke hvad, men så er prisen også sat derefter. I min bog er Coravin model nr. 2 rigeligt.

Det bedste ved Coravin

Selvom jeg er meget begejstret for at tage til smagninger, både bredt og vertikalt, så har jeg nu med Coravin mulighed for at holde mine egne smagninger en lørdag aften i private omgivelser. Det tillader mig at nyde vin på en helt ny måde og mere frit. Coravin er let at bruge, når først man har fået grebet om den,

Det mindre gode ved Coravin

Prisen. Både på argon og i indkøb, er det en stor udskrivning. Og så kan man ikke benytte den på Champagne eller mousserende vin, hvilket er super ærgerligt. Selvom det virker som en relativt lille ting, så er det, det, der skal til, for at give Coravin topkarakter.

Opsummering

Coravin er for dig, der gerne vil kunne skænke et enkelt glas vin, om det så er til hverdag eller fest. Grundet prisen på argon, anbefaler jeg at benytte Coravin på vin startende fra 100 kroner flasken. Coravin er ikke perfekt og der er vedligehold, rengøring og reelle udgifter forbundet med det lille vidunder, men samtidig åbner Coravin op for sand nydelse af vin. Væk er bekymringen for at spilde god vin og tilbage er fokus på nydelse.

★★★★★☆

You may also like

Efterlad en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.