Jeg er for langsom. Det kommer næppe som nogen overraskelse for jer, der kender mig. Men jeg fik sgu aldrig købt billetter til den Founders smagning, der fandt sted på Skaal. Så jeg drog mod købsstaden i håbet om, at der var nogen der ikke dukkede op. Selvfølgelig dukkede alle op, det var jo Founders, der indtog baglokalet på Skaal.
I stedet drog jeg ud på et eventyr, der involverede otte fadøl, hvor kun to holdt sig under otte procent. Så hvis stavefejlene bliver grovere jo længere i dykker ned, så vid, at i praktisk talt er med live. Der er ingen post-produktion her. Alt er fabrikeret live.

Founders – All Day
Session IPA 4,7 ABV 42 IBU
Det er en af de første craft øl fra USA, der for alvor fik folks øjne til at rulle bagover, da de pludselig blev solgt i Netto.
Frisk, humlet og let krydret IPA med en bitterhed, der er høj nok til at få nye IPA drikkere til at overveje om det er for meget, men alligevel på et niveau, der snart blev benchmark for en hel generation af øldrikkere.
På fad, ved et lille bord med udsigt over Kultorvet, markerer den en rigtig flot start for de otte øl jeg skal igennem. Den er ikke meget anderledes, end den All Day fra Netto jeg forelskede mig i, men den boner alligevel ud på alle parametre. Lidt mere frisk, lidt mere perlende, lidt skarpere bid i bitterhed. En helt igennem dejlig session IPA.
4/6
Founders – Green Zebra
Gose 4,6 ABV 10 IBU
Vandmelon og havsalt
Gose er en kategori, de mærker et stigende salg af på Skaal. Og i andre steder af verden. Det sure øl vinder frem, men med fare for at lyde som om, de overtager markedsplads fra IPA, er det slet ikke på det niveau vi er. Sur øl er først ved at komme på den gængse øldrikkers radar.
Vandmelon og gær i næsen. Meget rund og blød frugt, efterfulgt af en mindst lige så fyldig havsalt. Det sure element kommer i baggrunden for de to smagsdrivere og bitterheden er forsvindende mild. Fremragende introduktion til det sure ølmarked. Forventer man en pivsur oplevelse, går man galt i byen her, men jeg er sikker på at både melon og havsalt også kan tiltale de lidt mere erfarne øldrikkere
4/6
Founders – Mas Agave Grapefruit
Gose 9,7 % ABV 15 IBU
Agave og grapefrugt
Agave er planten man bruger til at producere den der tequila, man hælder i svælget før eller efter man har slikket på et sæt bryster. Rækkefølgen husker jeg ikke, men bryster og tequila, glemmer man aldrig. Men det vil være synd at kalde den for en tequilaøl, for vi snakker nok nærmere mezcal, der er en tequila, der er kælet ekstra meget for.
Duften i øllet er som en fyldig og mezcal gange 10. Det er svært at ane grapefrugten, men selve skallen anes i den fyldige frugt, der pakkes ind i en solid fadlagring. For at forstærke tequila, eller mezcal om man vil -effekten, har Founders selvfølgelig lagret denne alkoholrige frugtgose på tequilafad. Man fornemmer stadig en smule vanilje og eg især, men ellers har den ikke de tunge vinøse tendenser, fadlagrede øl ellers godt kan have.
I munden hjælper grapefrugten med at åbne op for denne intense, fede og fyldige frugtjuice. Der er en smule syre, en smule salt og til trods for en marginal højere bitterhed end i den forrige, er den slet ikke til at spore her. Det her, er bedre juice end de sidste mange DIPA, TIPA, IIPA, NEIPA og hvad juicebajerne ellers normalt kaldes.
5/6
Frangelic Mountain Brown
Imperial Brown Ale 8,5 % ABV 40 IBU
Hasselnød og kaffe
Dyb, dyb duft af hasselnød. Vi er ikke helt ovre i nutella, her til er duften for tør og også præget af kaffe. Meget intens duft, selv efter mere end 30 minutter efter glasset er skænket. Så tænker du måske, skulle du så ikke have duftet og smagt mens de var helt frisktappede? Jo. Og nej. For smag og duft har været så intens i både denne og Mas Agave, at det ville have forstyrret hele oplevelsen. Tag ikke fejl, det er kun positivt. Jeg elsker, at øllet er så ekspressivt. Men i munden, kan jeg ikke lade være med at tænke på, at nok er både duft og smag voluminøs, men hvorfor er kroppen så, så tynd? Svaret findes naturligvis i ølstilen: Brown Ale. Jeg ville aldrig have gættet Brown Ale i en blindsmagning, alene ud fra duft og smag. Og til trods, at det er en Brown Ale, synes jeg både smag og aroma bliver snydt lidt af den vandede oplevelse. Men den er svær at drikke op imod den ekstremt fyldige Mas Agave. Solidt match til en dessert baseret på vanilleis, her forestiller jeg mig, at det hele går op i en højere enhed.
4/6

Founders – French Toast Bastard
Scotch Ale 11,1% ABV 50 IBU
Ahornsirup, kanel og vanille
Det lader til at All Day og Green Zebra var enlige svaler, i forhold til øl, der holder sig under 8 procent! Der bliver virkelig givet den gas, på bryggeriet i Michigan. Her er en maltet, bitter og alkoholdig ale pakket ind i umenneskelige mængder af ahornsirup, kanel og vanille, lagret på bourbonfade, for at det ikke skal være løgn. Jeg er med på, at det kan være svært at identificere smage og nuancer i øl, men hvis man ikke kan fange især sirup og kanel i denne øl, så skal man måske overveje om man skal have tjekket smagsløgene. Det er ekstremt! Det er en flydende French Toast, der trods rigelige mængder sødme, ikke formår at få den klistrede vamle fornemmelse, man kan finde i pastry stouts. Men har du det svært ved pastry stouts, vil du nok også have det svært ved denne. For det er sødt og det er ekstremt, kroppen er bare lidt lettere og noget mere maltet. Men jeg må indrømme, at jeg er noget pjattet med, hvordan den krydrede vanille er med hele vejen rundt. Det er den, der tøjler bitterheden, det er den, der gør kanelen acceptabel (jeg kan ikke døje kanel under normale omstændigheder) og det er vanillen, der gør French Toast Bastard til en øl, jeg gerne vil anbefale med fem ud af seks stjerner.
5/6
Founders – Breakfast Stout
Kaffestout 8,3 % ABV 60 IBU
Havre og chokolade
Ristet havre, en dyb og mørk kaffe, karamel og chokolade i næsen. I munden er det som en af de der moderne havredrikke, tilsat chokolade og for en veganer urimelige mængder alkohol. Hvis havredrikken i supermarkedet bare smagte sådan… Det er de ristede noter – en generel toast om man vil – der dominerer. Kaffe og havre, meget basalt, pakket ind i en mørk chokolade. Bitter, men relativ ren finish. Den har lidt svært ved at stå alene, efter den voldsomme omgang french toast, eller også er det bare det den er. En god, mørk stout. Der smager af havre.
4/6
Founders – KBS Espresso
Bourbon Barrel Out 12 % ABV 70 IBU
Espresso og chokolade
Denne øl er en af de primære årsager til at jeg slæbte mit luksuslegeme til storbyen en torsdag aften, der ellers normalt er i familiens vold. KBS og CBS har haft en stor betydning for min ølrejse. Det entrerede noget senere end All Day gjorde, men det var her, jeg virkelig fik øjnene op for, at god stout var mere end Limfjordsporteren. Det var en exceptionel stout og det er det stadig. I år har de så lanceret en KBS Espresso udgave, som har haft flere kaffebønner (espressobønner, hvis man tror på marketing-speak) under lagringen, for at give kaffen en mere fyldig profil. Har det lykkedes med det i forhold til den normale KBS? Ja! Jeg har godt nok ikke en, at smage op i mod her til aften, men kaffen virker mere skarp og in your face. Det er en øl i en flot balance. Du har fadlagringen, chokoladen og kaffen. En bitterhed, der ligger sig godt op af hele oplevelsen. Den er tung, som en italiensk espresso og en 90 % mørk chokolade. Masser alkohol, som nok varmer og giver glæde efter de foregående også alkoholtunge oplevelser, men som ikke er forstyrrende. Stor øl, men større end KBS? Not really. Bare en anden oplevelse.
Meget stort 5/6
Founders – CBS fra 2017
Chokolade, kaffe imperial stout 11,3 % ABV 45 % IBU
Ahornsirup, fadlagret på bourbonfad
Denne nød jeg over sommeren, efter at have haft heldet med mig, mens en ung humlefar styrede biksen i Allerød og kunne en ordentlig stak KBS og CBS fra 17 og 18 med hjem. Jeg er for længst løbet tør, da jeg er en af dem, der mener man sagtens kan drikke stout året rundt. Jeg har endnu ikke nydt en breakfast stout til morgenmaden endnu, men det er kun fruens skulen, der holder mig tilbage. Med CBS og egentlig også KBS rammer vi niveauer af softness og kaffe, og så endda ahornsirup i den canadiske udgave, der indkapsler de høje procenter i en drik jeg ikke vil afvise, vil gøre sig godt til pandekager, bacon og pølser. Vi er på øl nummer 8. Procenterne er absurd høje. Så i bedste late night stil, vil jeg gerne erklære min kærlighed til CBS og især 2017, som bare kan noget mere i forhold til årgangen efter. Den er rund, den er blød, den er smagsfuld og ristet, som alle de CBS årgange jeg har smagt, og om det er fadene eller råvarerne, der er skyld i at 2017 går op i en højere enhed ved jeg ikke – men det er himmelsk og du skal ikke snyde dig selv for at smage den, mens du stadig kan få fingrene i den.
6/6
2 kommentarer
[…] Byg din egen Founders ølsmagning […]
[…] Byg din egen Founders ølsmagning […]