Sidste år på De Danske Ølentusiasters ølfestival i København stødte jeg på to gæve fyre, der efter at have leget hjemmebryggere siden 2011 endelig havde taget skridtet og springet ud i at brygge kommercielt i 2018. Beard Brew var navnet og konceptet underholdende og iøjnefaldende.
Skægget skifter længde og stil, alt efter typen af øl, sagde de, mens de skænkede en asiatisk inspireret IPA op, der var brygget med citrongræs, hvis jeg ikke husker helt skævt.
Er du til en lys pilsner, skal du kigge efter det lille overskæg. Er du derimod mere til den
beardbrew.dk
anden ende af skalaen, hvor den mørke stout og porteren ligger, skal du lede efter det
store, fyldige fuldskæg
Jeg knytter to minder til mødet med Morten og Dennis, de to mænd bag Beard Brew. Det første var, en voldsom skuffelse over, hvor kort deres skæg var. Come on, I er helt nye på brygscenen og jeres øl hedder Beard Brew – det burde nærmest være ulovligt ikke have fuldskæg eller i hvert fald et cykelstyr.
Det andet minde var, at både den asiatiske IPA og den anden noget tungere IPA jeg smagte, var egentlig helt OK øl. Kvaliteten var i orden – de var brygget på kontrakt på Randers Bryghus (eller muligvis Grauballe, mig bekendt har de benyttet sig af begge) – og smagen god. Det var ikke øl, der rigtigt skilte sig ud i mængden, men som en lokal øl, efter en lang og varm dag i Randers Regnskov, ville jeg være en glad mand. Og efter min erfaring, kan der i visse dele af Jylland være langt mellem det gode lokale øl, når man ferierer rundt, så måske endda ligefrem lykkelig.
Men nu er vi i 2020 og jeg har fået fingrene i et par øl fra Beard Brew, som jeg længe har haft et godt øje til. Så nu drikker vi dem lige i fællesskab, her på bloggen.
Før vi kommer til øllet, vil jeg gerne lige bruge et par minutter på etiketterne, som er noget jeg, af uransagelige årsager, tager meget alvorligt. Designet er fornemt og skægt – med skæg på – og så skiller de sig ud fra mængden, med en meget udførlige beskrivelse af indholdet.
Den første øl vi skal smage i dag, er Idaho IPA, og som du kan se på billedet guider de ikke bare kunden igennem en skala for bitterhed og farve, men de fortæller også hvad de har tilsat, udover det som alle skriver: ”vand, malt, gær og humle”, for der har også lige sneget sig lidt frisk lime ind, som jeg glæder mig til at se, om jeg kan fange. Derudover får man udpenslet hvilke humler der er brugt, hvilket burde vedtages ved lov, at der bliver noteret på IPA – så kæmpestor tommelfinger i vejret herfra – og derefter bliver det for alvor nørdet.
IBU har de fleste ølinteresserede hørt om. International Bitter Units. Altså hvor bitter er øllen. Så ikke nok med, at de giver en cirka skala, de noterer også en absolut enhed. Det er rart og viser i dette tilfælde, at øllen er i den tunge, bitre ende blandt almindelige IPA’er. Med småt herunder noteres både OG og FG, to enheder der bruges til at måle tyngden i øllen. Original Gravity og Final Gravity bruges til at måle, hvor meget sukker, der er blevet lavet til alkohol. Jo større forskel, jo stærkere øl. Hvis jeg forsætter ud ad denne tangent, bliver det alt for nørdet, så jeg stopper her. Det her er bare detaljenørderi på et niveau, jeg er helt pjattet med. Den før kæmpestore opadvendte tommelfinger er nu enorm.
Men nu er det altså øltid, så lad os kigge på det.
Beard Brew – Idaho IPA
IPA 7 % ABV, 68 IBU
Idaho 7 har en meget karakteristisk duft, som blandt andet kommer voldsomt til udtryk i Mikkellers Idaho 7, hvor den er i et flot parløb med Nelson Sauvin, men her er den mere underspillet. Duften er dyb og præget af grapeskal og en mørk sødlig duft af te. Man fornemmer store mængder humle, men det er tydeligvis ikke en tropisk regnskov vi har med at gøre, men en vaskeægte vestkystbajer. Rar og frisk profil. Sabro og Idaho 7 fornemmes, i højere grad end bitterhumlen Columbus, men det er langt fra vulgært, som de to ellers godt kan blive – der er ikke noget kokos at spore, det skulle da lige være en let olieret fornemmelse. God start!
Umiddelbart bliver du mødt af frisk humle og en fyldig bitterhed. Kroppen er til den tunge side, men den opfattes blød grundet en lav karbonering og en flot balance. Lime og grape er de bærende frugter, i en øl, der også kan opfattes en smule jordet. En læskende, nærmest juicy west coast IPA, der er ret ligefrem. Og det skal bestemt forstås positivt. Jeg er en sucker for masser af bitterhed, bid og charme og det har Idaho IPA fra Beard Brew rigelige mængder af.
★★★★☆☆
Beard Brew – Russian Imperial Stout
Imperial Stout 10 % ABV 74 IBU
Kulsort smukhed, med et solidt skum. Den dufter af ristet havre og malt, lakrids og jeg fanger en smule surt, som formentlig stammer fra laktosen. I munden er Russian Imperial Stout noget af en kraftkarl. Kroppen er relativt let, men den er vanvittig rig på smag. Kaffe, lakrids, peber og andre krydrede noter, brændt karamel, toast/ristede noter og så brænder alkoholen en smule i svælget. Bitterheden er markant. Den har lidt samme jordede stil, som Idaho IPA, hvilket sagtens kan skyldes Columbushumlen.
Da jeg tog mit første sip af øllen, var den utvivlsomt for kold. Hvorfor kroppen, humlen og krydderierne ikke kunne samle sig. Et skoleeksempel i, at man ikke serverer en Imperial Stout ved køleskabstemperatur. Som øllets temperatur steg et par grader, oplevede jeg en fremragende balance i øllet. Kroppen fik lidt mere fylde og mens det er de samme smagselementer jeg smager, er de mere afrundede og danner et fint parløb, hvor den krydrede cascadehumle og de ristede noter vinder mere og mere frem. Lactosen som jeg fandt sur i næsen opleves ikke rigtigt i smagen, men har nok bare været med til at give fylde til kroppen. Eftersmagen er lang og behagelig. Den kraftige alkohol er dampet af efter et par minutter og tilbage sidder jeg med en utroligt dejlig helaftensøl, der aldrig bliver kedelig. Et rigtigt godt køb.
★★★★☆☆
Så er Beard Brew stadig øl man skal drikke i Randers og omegn? Ja! Men sgu også i resten af landet. De kan være lidt svære at få fat på, så det er med at slå til, når man støder på dem i det fri. Jeg skal i hvert fald have købt mig nogle flere.
