Find det rette ølglas

Er du typen, der lige så gerne drikker øl af flasken, er du nok rimelig ligeglad med hvilket glas du bruger når du så endelig skænker din øl op. Men der er forskel på ølglas og ved at vælge det rette glas, vil du i sidste ende få en bedre øloplevelse.

Artiklen indeholder affiliate links, en slags reklame, der giver mig en procentdel af de salg, der bliver genereret af klik fra artiklen.

Øl er skabt for at blive drukket og de fleste glas er umiddelbart fine nok til formålet, men det er ikke blot for synets og samlernes skyld, at der findes et hav af forskellige ølglas. Glasset kan virkelig komplimentere øllet, ligesom et dårligt valg af glas (eller andre materialer) ligefrem kan forringe oplevelsen.

Før vi kigger på de forskellige ølglastyper, vil jeg kort gennemgå hvordan vores smagssans virker.

Du har formentlig hørt om, at der på din tunge findes forskellige zoner, der opfatter salt, surt, sødt og bittert, men vi er gennem tiden blevet klogere og det viser sig, at alle de tusinder af smagsløg vi har fordelt på ikke blot tunge, men også gane, hver især kan opfange salt, sødt, surt og bittert, og selvfølgelig også umami. Men smagsløgene er ikke alene om at give os opfattelsen af smag, for lugtesansen er også en uvurderlig kilde til de store smagsoplevelser.

Når vi drikker vores øl, føres aromastoffer via svælget til næsens sanseceller, der sammen med smagsløgene sender et samlet billede af øllet til hjernen. Men aromaen opfatter du jo også direkte via næsen når du fører glasset mod munden og her er glasset med til at dirigere og samle aromaen.

En stor del af smagen sidder i aromaen og en ligeledes stor del af aromaen sidder i øllets ”hoved”, altså det øverste lag skum og hvis du skænker din spændende, velsmagende og kraftfulde øl i et glas med et stort åbenmundet glas, risikerer du, at øllets aroma fordamper før du er færdig med øllet, mens andre øltyper ligefrem gerne vil have en stor mund, for at lade øllet få lidt luft.

Men det er ikke kun aroma, der er vigtig for øllets smag, temperaturen er også vigtig. Her holder glas bedre på temperaturen end plastik, hvilket måske også kan være en faktor for, at Plåk-øllen aldrig blev en succes.

De forskellige typer glas til de forskellige typer øl

Jeg vil ikke beskrive samtlige typer glas der findes, men jeg har valgt at fokusere på de mest gængse, og dem som de fleste husholdninger kan have gavn af. De forskellige ølglas beskrives i vilkårlig rækkefølge. Jeg har valgt ikke at tage pint glasset med, da alle velsagtens kender til glasset og dets glæder. Et fremragende glas, når øl skal nakken kastes bagover og øllet hældes i svælget.

Pilsnerglas

Pilsnerglas 49 kr

Hvis der er en type øl, jeg har drukket af flest forskellige typer emballage eller beholdere, må det være pilsneren. Pilsneren er en af de få øl, der kan nydes fra dåse eller flaske uden de større kvaler, men oplevelsen bliver altså også forbedret, af at finde det rette glas. Den typiske pilsner vi finder herhjemme er frisk, bitter og livlig. Pilsnerglasset er både til for smag og synets skyld. Den slanke og høje krop er med til at fremhæve de livlige bobler og glassets let bredere åbning giver en flot, og stor overflade hvor man virkelig kan nyde aroma og fylde fra skummet.

Tulipanglas

Tulipan glas 65 kr

Tulipanglasset er også en klassiker i mange hjem og en af de mere udbredte glastyper, bryggerier og værtshuse sælger med deres eget flotte lille logo. Og det giver god mening, for glasset er utroligt alsidigt. Med sin runde krop og smalle hals samler den både skum og aroma. Glasset er fremragende til især belgiske mørke øl, men er generelt fremragende til alkoholrige og smags- og aromarige øl, såsom Barley Wine og IPA. Men man går bestemt heller ikke galt i byen med de sure typer såsom Flanders Red Ale, Lambic, Wild Ales, Gueuze osv. Jeg drikker også gerne en pilsner af tulipanglasset. Hvis du er i tvivl, så vælg tulipanen.

Hvedeølsglas

Hvedeølsglas 60 kr

Hvedeølsglasset kommer i to former. Det ene minder om pilsnerglasset, mens det andet minder om IPA-glasset, der vises længere nede på siden. Det er sidstnævnte du ser herover, men effekten på de to glas er den samme. Meningen er, i begge glas at kunne fange et højt, aromatisk skum.

Snifter

Snifter 6 stk 219 kr

Snifteren minder lidt om en blanding af tulipanglasset og et cognacglas. Det er da også et glas jeg ynder at bruge, når de store fadlagrede Imperial Stouts eller Double IPA skal til. Ingen vil se skævt til, hvis du bruger et godt gammeldags cognac glas, i stedet for det lidt mere solide snifters, men for ølnørden, er det næsten en nødvendig tilføjelse til sortimentet. Hvis man, som med cognac, undlader at skænke helt til kanten kan aromaen virkelig få lov til at komme til sin ret i glasset. Jeg bruger gerne glasset til øl, hvor jeg forventer en hvis dybde i øllet – især de alkoholrige af slagsen. Med sin stilk er det også muligt at give øllet et tilfredsstillende swirl.

Goblet

Abbey ølglas 6 stk 149 kr

Mange af glassene minder i større eller mindre grad om hinanden og gobletten er ingen undtagelse. Men det er og bliver en favorit, når der skal belgisk øl i glasset. Selve glasset har ofte en lidt tykkere profil og der er lidt middelalderligt over at sidde og skåle med de store skålformede glas. Det er også et ølglas, der gør sig godt til maltdrevne øl såsom de belgiske ales eller en god, tysk Bock. Den store åbning gør, at nogle øl hurtigt vil miste sin charme, men de aromatiske øl, der emmer af brød, malt, gær og nogle gange frugt, kommer virkelig til sin ret i gobletten.

IPA-glas

IPA-glas 52 kr

IPA-glasset er et underfundigt et af slagsen. Glasset er designet til at indfange aroma og skum i den spøjse facon. Glassets udformning er optimalt til at beholde skummen længst muligt og som jeg tidligere har beskrevet, er det ret vigtigt, da der sidder mange aromastoffer i skummet.

Teku

Teku 79 kr

Det ligner et vinglas og opfører sig som et vinglas. I mange tilfælde vil et vinglas også gøre sig lige så fint, men krumningen på glasset opfører sig lidt som tulipanglasset og hjælper med at præsentere aroma og skum optimalt. Glasset er et af de mest alsidige ølglas du kan finde og min absolutte favorit til næsten alle øltyper. Skal du kun have et glas, så skal det være et Teku. Eller måske endda bare et Bordeaux-style vinglas. Og når jeg nu siger bare, så mener jeg, at du kan finde et helt amindeligt vinglas med en god krumning, eller også kan du virkelig pimpe både øl og vinsmagningerne, med mine favoritglas fra Zalto:

2 stk Zalto Bordeaux-glas til 549 kr

Men det vigtigste er, at vælge et glas du synes godt om

Selvom det sagtens kan virke sådan, behøver det hele ikke være så snobbet. Øl smager også godt fra dåse og en kold fad til en koncert smager også fint fra plastikkrus. Men skal det være godt og skal det være hyggeligt, giver det fin mening at finde nogle glas du er glad for. Prøv selv at skænk lidt fra din øl i forskellige beholdere og smag forskellen. Selv ting som glassets tykkelse, dens vægt i hånden eller ja, udseendet, kan betyde noget for den måde du oplever øllet på.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

X